Verdenspremiere og fulde huse

Film 17. september 2002 08:00

HADSUND: Biografgængerne i Hadsund kan se frem til, at den lokale biograf er med, når der natten efter 17. december er verdenspremiere på Ringenes Herre 2: "De to tårne" - og de kan nå at varme op til Harry Potter 2, der spiller i Hadsund fra 2. eller 3. december. I øvrigt kan biografdirektør Lizzi Hvilsted glæde sig over, at der er nye generationer af filmgængere på vej. Der har således meldt sig dobbelt så mange i filmklubbens ældste gruppe, end de 150, der var med i forrige sæson. Den store tilmelding gør, at Lizzi Hvilsted har fundet det nødvendigt at arrangere en ekstra marathon-aften, sådan at der 26. oktober kan blive plads til de 100, der forgæves meldte sig til den planlagte film-marathon 2. november. Årsagen til den store opbakning er - ler Lizzi Hvilsted - at hun har valgt de rigtige film. I hvert fald var der angiveligt kø helt fra lyskrydset ved Himmerlandsgade, da hun forrige mandag for første gang havde filmklub for de ældste børn. 458 har tilmeldt sig den yngste filmklub. Et andet tegn på, at det sagtens kan gøre at lokke hadsunderne af huse, er, at der allerede er udsolgt - og folk på venteliste - til hadsund Bio & Kulturhus' koncert i Hadsund Kirke 20. november med Kurt Ravn og trompetisten Per Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...