Verdenssamfundet lover meget, men udbetaler mindre

Afghanistan har kun modtaget fem procent af de lovede penge til genopbygning

Afghanistan 7. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Verdenssamfundets hukommelse er til tider kort. Det er ikke et år siden, at vestlige ledere stod i kø for at forsikre Afghanistan - skuepladsen for krigen mod 11. september-angrebenes bagmænd - om, at Vesten ikke ville glemme landet en gang til. Som man gjorde, efter at de sovjetiske styrker i 1989 trak sig ud af det sønderbombede land under de afsluttende akter af Den Kolde Krig. - Det, der skete sidste gang, da Vesten overlod Afghanistan til sig selv, var, at der et årti senere fandt forfærdelig ondskab sted i New Yorks gader, sagde Storbritanniens premierminister, Tony Blair, da han, som den første vestlige leder efter Taliban-styrets fald, i januar besøgte Afghanistan. - Det er i vor egen interesse at være til stede her i et partnerskab med den ny administration i Afghanistan - og være det på lang sigt, sagde Blair til landets nye premierminister, Hamid Karzai. I dag er de allersidste lommer af taliban-styrkerne ved at være nedkæmpede. Terrororganisationen al-Qaeda er spredt for alle vinde. De vestlige lande er i fuld gang med at kalde deres elitesoldater hjem fra Afghanistan. Og omverdenen ved at rette blikket mod en mulig ny skueplads for krigen mod terrorisme - Irak. Tilbage i Afghanistan står Karzai og hans overgangsregering og spejder langt efter den genopbygningshjælp, som donorlande lovede hans land, da militæroperationen "Varig Fred" kørte på sit højeste. Under en donorkonference i Japan i januar lovede det internationale donorsamfund Afghanistan i alt 4,8 mia. dollar i hjælp frem til juli 2004. Godt en tredjedel af midlerne skulle falde inden årsskiftet. - Verdenssamfundet lover meget, men udbetaler mindre, lød meldingen fra den afghanske genopbygningsminister, Amin Fahang, i begyndelsen af maj. Da havde han modtaget mindre end 90 mio. dollar - sølle fem procent af de donormidler, der var lovet for 2002. At situationen fortsat ikke er meget bedre, afslørede USA's viceudenrigsminister Gene Dewey, da han i sidste uge kritiserede donorsamfundet. - Vore donorpartnere, især i EU, trækker ikke deres del af læsset, sagde Dewey. EU afviser kritikken og påpeger, at man foretrækker at yde hjælp gennem private organisationer. Kendsgerningen er under alle omstændigheder, at kun en brøkdel af de donorpenge, der til dato er udbetalt, er gået til genopbygningen af Afghanistan efter over 20 års krig og konflikt. Udenrigsministeriet i Kabul skønner, at 70-80 pct. af pengene er gået til akut humanitær hjælp, såsom fødevarer, vand og husly til flygtninge. Verdensbanken og FN skønner, at der skal bruges 15 milliarder dollar over de næste ti år til at genopbygge Afghanistan. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...