Verdenssituationen vendes på banen

Bowling er sammen med golf med til at holde 87-årige arkitekt J. C. Hansen i vigør

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bowling holder J.C. Hansen i sving sammen med golf. Foto: Hans Ravn

BRØNDERSLEV:- Det er bedst med krydser. Det siger 87-årige arkitekt J.C. Hansen fra Brønderslev. Som sædvanligt er han fredag formiddag i Brønderslev Bowling Center for at trille kugle. Der er denne fredag kun én makker, nemlig 73-årige Keld Larsen fra Stenum. Erik Baggesen er på familiebesøg nær Århus. Det er fem år siden, de tre fandt sammen, og de har siden hver fredag bowlet. Der skal en meget god grund til, for at de aflyser. Mens de spiller, får de vendt verdenssituationen. - Det er uhyggeligt med de spøgelsesbilister. Nu var den gal i nat på motorvejen ved Jyske Ås, beretter Kjeld Larsen. Jeg hørte det første gang i Radioavisen klokken fem. Jeg var godt nok ikke stået op, men jeg var vågen, og skulle så lige høre nyhederne. J.C. Hansen synes bedst om at laves krydser (strikes). - Det er ikke altid det lykkes. Keld Larsen: - Men han er nu ret ferm til det. J.C. Hansen: - Det er Keld også. Men samtalen slutter ikke i bowlinghallen. De mødes over en frokost med sild og en dram. - Det er godt, vi har gode tænder, for de skal bides over, siger Keld Larsen. J.C. Hansen er meget aktiv stadigvæk. Han er gerne to-tre gange - eller allerhelst fire gange - om ugen på golfbanen. - Man skal jo holde sig i form. eg har også haven, siger han. Det er kun 10 år siden, han stoppede som arkitekt. - Min sidste opgave var biblioteket, der blev indrettet i det gamle elværk, fortæller han. J.C. Hansen er oprindeligt fra Sønderjylland, og flyttede i 1947 til Brønderslev, hvor han som ung arkitekt fik ansættelse hos arkitekt Aksel Knudsen. I 1966 slog han sig ned som selvstændig arkitekt. - Jeg skal helst have noget at rive i. Jeg er da for ung til at sidde og kigge ud af vinduet, siger 87-årige J.C. Hansen. Alle kegler vælter, og igen blinker et rødt kryds på tv-skærmen over deres bane. Og efter at have sendt en kugle med knapt så godt et resultat af sted, er det Keld Larsens tur. Keld Larsen er også ret ferm til det. - Jeg samler også på strikes. Efter at have solgt jorden fra sin ejendom i Stenum, er Keld Larsen også glad for, at komme ud at bowle. - Jeg har også været en tur i Flauenskjold og Asaa i denne uge. Det er et flot område, vores kommune er udvidet med, bemærker han. Denne dag er der ikke så mange i bowlinghallen, men det har der været hele ugen. Faktisk har der været godt besøg.