Verners liv - og farvernes energi

Billedkunstneren Verner Hübert Thobiasen udstiller - sammen med tre kolleger og venner - på Det Gamle Rådhus i anledning af sin 70 års fødselsdag 16. maj.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pia Skogberg udstiller bl.a. skitser, som hun har lavet af violinisten Mina Luka Fred - der spiller til åbningen fredag eftermiddag.

- Du forstår at fremelske energien i farverne, sagde Dan Sterup-Hansen, daværende professor ved Kunstakademiet i København, da Verner Hübert Thobiasen omkring 1980 besøgte sin kollega på Kunstakademiet. Selv var Verner Hübert Thobiasen på det tidspunkt elev på tegneskolen ved Glyptoteket, og han kom aldrig på akademiet. Men farvernes energi har han arbejdet med lige siden i sine billeder, der så at sige alle er inspireret af lokaliteter, landskaber og miljøer tæt på kunstnerens bopæl i Thisted. På mandag, 16. maj, fylder Verner Hübert Thobiasen 70 år. Det er anledningen til en udstilling, som kunstforeningen Det Ny Kastet i morgen, fredag, åbner på Det Gamle Rådhus i Thisted. Oliefarver for en dynamo Han har tegnet og malet, lige siden han var barn. Maleriet kom han i gang med, da han gik i 6. klasse på Tingstrup Skole. - Jeg havde en klassekammerat, som i formningstimen havde et sæt med oliemalerier med. Det var sådan nogle helt små tuber af mærket Stelling. Den var jeg meget interesseret i, så på vej hjem fra skole foreslog jeg ham, at han kunne få min dynamolygte, hvis jeg fik oliefarverne. Og det var han med på, fortæller Verner Hübert Thobiasen. Han blev uddannet som grafisk trykker, og fortsatte også i dette erhverv efter at han havde afsluttet den to-årige uddannelse på Glyptoteket. Han boede dengang i Næstved, men i 1987 flyttede han og hustruen Lissi Husby til Thisted. I en årrække arbejdede han hos Dantryk i Hurup. Først efter at Verner Hübert Thobiasen som 60-årig gik på efterløn - og fik lov til at beholde maleriet som bierhverv - har han kunnet koncentrere sig om den kunstneriske virksomhed. - Billederne er mit liv. Det jeg oplever. Der er ikke noget som helst fiktion i det, bortset fra den kunstneriske bearbejdning, fortæller Verner Hübert Thobiasen. Ikke retrospektivt Alle hans billeder er dog blevet til inden for de de seneste par år, og på nær nogle få har ingen af dem været udstillet før. Kunstforeningen havde ellers forestillet sig en retrospektiv udstilling - altså en samling af værker fra alle årene. - Men den vil jeg gerne vente med, til jeg bliver 90... Det bliver altså først om 20 år. I øvrigt er det præcis 20 år siden, Verner Hübert Thobiasen havde sin seneste store udstilling i Thisted. Det var også på Det Gamle Rådhus - i anledning af hans 50 års fødselsdag. I stedet for selv at fylde udstillingsrummene på Det Gamle Rådhus har han valgt at invitere tre kolleger og venner til udstillingen: Bjørn Søndergård, Vorupør, Pia Skogberg, Øsløs, samt Jørgen Lang Petersen fra Mors. Violin og skitser I forbindelse med åbningen spiller Mina Luka Fred, violinist fra Frøstrup, fragmenter af et værk, der senere skal uropføres Kunsten i Aalborg. Som en del af sin udstilling har Pia Skogberg malet og tegnet skitser af den violinspillende Mina Luka Fred, ligesom der udstilles en fotos akkompagneret af musikken. "Verner Hübert Thobiasen med venner" er åben fredage, lørdage og søndage indtil 5. juni.