Verona absolut ingen badeferie for Fortuna

Lodtræningen til 1. runde i Champions League var rimelig for klubben

Camilla Sand og Fortuna Hjørring skal op mod Bardolino Verona i Champions League. Foto: Hans Ravn

Camilla Sand og Fortuna Hjørring skal op mod Bardolino Verona i Champions League. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:De danske fodboldmestre for kvinder fra Fortuna Hjørring fik en både sportslig og geografisk rimelig lodtrækning til 1. runde i Champions League, da vendelboerne kom op af hatten sammen med italienske Bardolino Verona. - Som useedet hold var der vel otte-ti værre modstandere ud af 16 mulige for os, så jeg er da nogenlunde tilfreds med lodtrækningen, siger Fortunas cheftræner Flemming Nielsen. - På forhånd vil jeg anse os som en meget ligeværdig modstander til holdet fra Verona, men i vores trup vælter det ikke ligefrem med spillere, der har international erfaring. - Derfor vil der også blive trukket store veksler på vores landsholdskvarter, Heidi Johansen, Camilla Sand, Janne Madsen og Mette V. Jensen, mens langtidsskadede Marianne Gajhede vil være meget savnet på midtbanen i de europæiske kampe, siger Flemming Nielsen, der i næste uge drager til Finland både for at følge det danske hold ved EM men også for at tjekke mulighederne for at finde den defensive midtbanespiller, som Fortuna gerne vil have tilført. - Og så kan vi også stadig godt bruge en rutineret venstrebenet spiller, så jeg vil undersøge emnerne ved EM. Ingen badeferie Flemming Nielsen understreger, at de to CL-kampe mod Bardolino Verona aldeles ikke bliver en badeferie. - Italienerne besejrede for et par år siden de daværende danske mestre fra Brøndby, så vi er advaret om deres styrke. - Alligevel er der tale om en løsbar opgave, men vi skal naturligvis gå til den med stor seriøsitet, hvis vi skal spille os videre til 2. runde. - Her venter i øvrigt efter al sandsynlighed en voldsom opgave, da vi i lodtrækningen til 2. runde er parret sammen med franske Lyon, der formentlig besejrer serbiske ZFK Masinac Nis i 1. runde, men nu skal vi altså også lige selv klare Verona først, påpeger Fortuna-træneren. Som useedet hold skal Fortuna spille første CL-kamp på hjemmebanen Hjørring Stadion, og det opgør finder sted onsdag 30. september, mens der er returkamp onsdag 7. oktober i Verona.