Vesselbo udtrykker ikke længere støtte til Løkke

Venstres socialordfører vil ikke længere svare på, om Lars Løkke Rasmussen er den rigtige formand for Venstre.

Hidtil har det Birthe Rønn Hornbech været den eneste fra Venstres folketingsgruppe, som har udtrykt kritik af Lars Løkke Rasmussen. Men nu spreder mistilliden til Løkke sig tilsyneladende til endnu et medlem i Venstres folketingsgruppe.

På vej ind til Venstres gruppemøde vil partiets socialordfører, Eyvind Vesselbo, ikke længere svare på, om han synes, at Lars Løkke Rasmussen er den rette formand for Venstre:

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Eyvind Vesselbo.

- Jeg har det sådan, at selvfølgelig har jeg en holdning til det, men den holder jeg for mig selv, fortsætter han.

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at du ikke kan svare klart på, om Lars Løkke Rasmussen er den rette formand for partiet?

- Jamen, fordi jeg siger, at jeg ingen kommentar har til det, og det er vel meget reelt, siger Eyvind Vesselbo.

Han kan heller ikke svare konkret på, om Lars Løkke Rasmussen er partiformand efter hovedbestyrelsesmødet i næste uge:

- Det går jeg ud fra. Men der må være et formål med at holde et hovedbestyrelsesmøde. Det er selvfølgelig at få afklaret nogle ting. Og så må vi jo se, om det sker, siger Eyvind Vesselbo.

I Venstres bagland er flere tillidsfolk stået frem med ønske om, at Lars Løkke Rasmussen nu trækker sig som formand, fordi hans tre bilagssager på seks år ikke er forenelig med Venstres værdier.

I efteråret kom frem, at Lars Løkke Rasmussen som formand for GGGI havde fløjet på førsteklasse delvist finansieret af danske bistandskroner, der skulle gå til at bekæmpe klimaproblemer i fattige lande.

De seneste uger har Venstres formand været i mediernes søgelys på grund af tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.

I folketingsgruppen har Birthe Rønn Hornbech hidtil været det eneste, der klart har taget afstand fra Lars Løkke Rasmussen. Hun mener, at Venstre bliver nødt til at finde en afklaring på Løkkes fremtid nu, så partiet ikke risikere at tabe næste valg.

På vej ind til gruppemødet siger hun:

- Jeg håber, at hovedbestyrelsen kan finde en varig løsning, så Venstre ikke skal ud og skifte formand midt i valgkampen, siger Birthe Rønn Hornbech.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste