Vestager får hug af egne om korte høringer

Radikale er med til at kritisere, at Vestager gav kun to dages høringsfrist til lovforslag om grundskyld.

Vestager får hug af egne om korte høringer

Folketingets kommunaludvalg kritiserer, at økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) kun gav udvalget to dages høringsfrist til at kommentere hendes lovforslag om grundskyld, skriver Ekstra Bladet.

Den ultrakorte frist står i skarp kontrast til den radikale partileders egne valgløfter.

I brevet fra udvalget, som er underskrevet af Vestagers partifælle Liv Holm Andersen, kalder kommunaludvalget det "et utilfredsstillende forløb", fordi en "betragtelig del" af 62 spørgsmål til udvalget blev besvaret med "ikke-svar".

Kommunaludvalget, der også tæller to andre radikale politikere, påpeger, at Folketinget 6. juni drøftede god regeringsførelse.

- Udvalget vil derfor anmode ministeren om, at lovforslag fremover fremsættes i tilstrækkelig god tid til at sikre, at der ikke opstår et lignende tidspres, hedder det.

Kritikken rammer Margrethe Vestager, der i april 2010 i opposition kraftigt kritiserede VK-regeringen for korte høringsfrister.

Da skrev hun på Det Radikale Venstres hjemmeside, at "regeringen og DF tangerer (den daværende italienske premierminister) Berlusconis magtarrogance" med sine korte høringsfrister.

- Vi vil have høringsfrister på mindst fire uger, skrev Margrethe Vestager på partiets hjemmeside.

Det er dobbeltmoral at handle modsatrettet i dag, mener Venstres kommunalordfører Jacob Jensen.

- Det klinger voldsomt hult, når hun mente, at den tidligere regering brugte Berlusconi-arrogance. Når kritikken af hende endda vinder genklang i hendes eget parti, udstiller det blot hulheden, siger han til Ekstra Bladet.

Margrethe Vestager erkender, at to dages høringsfrist tangerer Berlusconi-arrogance.

- Det er vel nogenlunde i samme kategori. Det er i hvert fald Premier League, siger hun til avisen.

/ritzau/