Udland

Vestager: Ingen finansskat for hele EU

EU-Kommissionen håber, at det hurtigt kan lykkes at lave en finansskat for en begrænset gruppe lande.

Vestager: Ingen finansskat for hele EU

Det bliver ikke til noget med en finansskat for hele EU som foreslået af EU-Kommissionen.

EU's skattekommissær, Algirdas Semeta, siger efter et møde i Luxembourg fredag for økonomi- og finansministrene, at han håber, man hurtigst muligt kan komme videre med en skat for en mindre gruppe lande.

- I dag har vi fået afklaret, hvordan vi kommer videre. Det klare budskab er, at vi ikke opnår enstemmighed, siger Semeta på et pressemøde sammen med økonomiminister Margrethe Vestager (R).

Kommissæren mener at have talt 11 EU-lande, der har udtrykt interesse for at indføre skatten i en mindre gruppe under den særlige procedure for forstærket samarbejde.

Ifølge Ritzaus optælling drejer det sig i hvert fald om Østrig, Tyskland, Frankrig, Spanien, Polen, Belgien, Portugal, Slovenien og Grækenland.

Danmark er ikke iblandt.

Margrethe Vestager er godt tilfreds med den danske løsning, hvor man beskatter finansmarkedet gennem en lønsumsafgift. Kommissionens forslag lægger op til at beskatte selve handlerne med værdipapirer.

Vestager overlader nu til sin cypriotiske kollega, finansminister Vassos Chiarly, at gå videre med forhandlingerne, når Cypern overtager EU-formandskabet 1. juli.

- Jeg talte også i hvert fald ni lande, som var optaget af at gå videre med forstærket samarbejde. Næste skridt vil vise, om de også kan finde et forslag, som de kan gå videre med. Det vil være mit bud, at det kan lade sig gøre, siger Vestager.

Skattebeslutninger kræver normalt fuld enighed i EU. Men hvis mindst ni lande vil, kan de bede kommissionen om at komme med et forslag, der ikke skal gælde alle.

Den formelle anmodning om at indlede forstærket samarbejde er ikke sendt, og landenes meldinger fredag betyder ikke, at de på forhånd har forpligtet sig til faktisk at deltage.

Flere gør meget klart opmærksom på, at de først skal kende selve forslagets indhold. Andre af dem, der endnu ikke har meldt klart ud, siger, at de vil overveje at tilslutte sig, når de har set det justerede forslag fra kommissionen.

/ritzau/