Vestager kræver Venstre på nyt spor

Venstre vender tilbage til forhandlingsbordet om skat fredag. Økonomiministeren lyder skeptisk.

Vestager kræver Venstre på nyt spor

Venstre skal skifte spor, hvis partiets tilbagekomst til skatteforhandlinger med regeringen skal føre til en aftale.

Sådan siger økonomiminister Margrethe Vestager (R) forud for fredagens møde i Finansministeriet mellem regeringen og repræsentanter for Venstre.

- Nu må vi se, om de er klar til at forhandle, eller om de fortsætter i det spor, de havde lagt, og det var væk fra forhandlingsbordet, siger Vestager til Ritzau under et besøg i Luxembourg.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, meddelte torsdag aften fra Rio, at Venstre er klar til at vende tilbage til forhandlingerne.

Imidlertid fastholder Venstre to hidtidige krav for at være med i en skatteaftale. Det gælder boligejere og pensionister, påpeger Venstres finansordfører, Peter Christensen.

- Der er to ting, vi har lovet vores vælgere, at vi ikke kan være med til. Det første er at forringe vilkårene for folkepensionisterne, og det andet at forringe beskatningen for boligejerne, siger finansordfører Peter Christensen til DR Nyheder.

Regeringen og Venstre skiltes i søndags, da regeringen mente, at der mangler mindst seks milliarder kroner for at få pengene til at passe i Venstres udspil.

Lars Løkke Rasmussen rejste derpå til klimamøde til Rio, efter en afstikker til USA. Både Vestager og Løkke sender stedfortrædere til mødet fredag med finansminister Bjarne Corydon (S).

Efter Løkkes afrejse kom der mere gang i forhandlingerne mellem regeringen og støttepartiet Enhedslisten. Liberal Alliance har også bevæget sig ved at opgive sit krav om at skære i væksten på det offentlige forbrug.

/ritzau/