Vestager om vækstplan: Vi sender klart signal

Regeringen vil hjælpe virksomhederne og sender derfor et klart signal med skattelettelser, siger Vestager.

Vestager om vækstplan: Vi sender klart signal

Det er helt essentielt at styrke de danske virksomheder, hvis Danmark skal komme igennem den internationale, økonomiske krise og genskabe nogle af de job, der er blevet tabt.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tirsdag på et pressemøde, hvor regeringen fremlægger dens bud på en vækstplan, tidligere kendt som konkurrenceevnepakken eller jobpakken.

- Vi sender fra regeringen et meget klart signal til virksomhederne. Der er brug for ro og stabilitet, så de kan koncentrere sig om at drive virksomheder.

- Hvis vi vil genvinde de job, vi har mistet, skal vi hjælpe virksomhederne, siger Margrethe Vestager.

Selskabsskatten sænkes fra 25 procent til 22 procent, mens regeringen også vil sænke væksten i det offentlige forbrug fra 0,8 procent til 0,4 procent næste år.

Regeringen vil desuden genoplive boligjob-ordningen i 2013 og 2014, efter at den ellers stoppede ved nytår. Ordningen giver fradrag for håndværkerudgifter i private hjem.

- Regeringens vækstplan indeholder reelle og markante lempelser, som gør det attraktivt at investere i danske virksomheder.

- Det er ikke en vækstpakke, men en samlet vækstplan frem mod 2020, siger Margrethe Vestager.

Den vurdering er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) enig i. Det sagde hun, da hun indledte mødet.

- Vi kan ikke rette op på den dårlige konkurrencevene fra den ene dag til den anden. Vi står foran et langt, sejt træk, siger hun.

Vækstplanen blev på et pressemøde præsenteret af statsministeren, Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

Udspillet bærer navnet "Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job", og det er en samlet plan for at fastholde og skabe nye private job samt øge danske virksomheders konkurrenceevne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst