Vestager vil ikke hæve skatten generelt

Regeringen åbner ikke for højere skatter med højere marginalskat, siger økonomiminister Margrethe Vestager (R)

Vestager vil ikke hæve skatten generelt

Skatterne skal ikke hæves generelt, selv om regeringen og Enhedslisten i finanslovaftalen hæver marginalskatten af den sidste tjente krone for 460.000 danskere.

Det fastslår økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Vi ønskede at afskaffe Venstres fedtafgift, forhindre sukkerafgiften og give rimelige beskatningsvilkår, når danskere arbejder i udlandet. Det er godt for Danmark. Det har vi også fastholdt en finansiering til, siger Margrethe Vestager.

- Dermed er der også en afbalancering af, at vi kommer til at betale lidt mere i skat og lidt mindre i afgifter.

Enhedslistens finansordfører Frank Aaen jubler over, at man hæver det skrå skatteloft, som hidtil har sat marginalskatten til højst 51,5 procent.

- Det har været et mantra, at man ikke måtte hæve det skrå skatteloft. Derfor er det yderst tilfredsstillende. Det er lille millionærskat, siger han til Jyllands-Posten.

Margrethe Vestager afviser hans forhåbninger om højere skatter.

- Jeg er da oprigtig glad for, at der er noget, Frank Aaen er glad for.

Spørgsmål: - Er det vejen til at hæve skatterne generelt?

- Nej. Det er det på ingen måde, fordi vi betaler rigtig meget i skat i Danmark i forvejen. Dette er en skatteomlægning. Den har det positive ved sig, at vi får både mindre bøvl i virksomhederne, mindre grænsehandel og holder arbejdspladser i Danmark, siger hun.

Margrethe Vestager afviser, at den højere marginalskat strider mod mange års skattepolitik med lavere skat på den sidst tjente krone.

- Vi har lige lavet en skattereform, hvor rigtig mange slipper for at betale topskat. Vi går efter en skat, der virker. Når fedtskatten og sukkerafgiften virker dårligt, så har vi fundet finansiering til at tage de to afgifter væk, siger Margrethe Vestager. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.