EMNER

Vestagers vinderkurs

I disse dage udvikler det politiske miljø sig til en højspændt situation.

Der er dramatik i luften, og der er sikkert en del neglebidning hos nogle af de politiske aktører. Rød blok har igennem mange måneder præsteret en sikker føring i meningsmålingerne, men pludselig vakler de endnu ikke indtagne regeringstaburetter. Blå blok haler ind. Og lige nu tegner det til et dødt løb, som gør et kommende valgresultat helt uforudsigeligt. "Det er De Radikales skyld", tordner S og SF, som har tydeligt svært ved at holde nerverne i ro. De Radikale har for længst erklæret sig som tilhængere af en ny regering, de har gjort det klart, at de efter et folketingsvalg vil pege på Helle Thorning Schmidt som ny regeringschef, og nu formaster de sig til at indgå i seriøse forhandlinger med den nuværende regering om en økonomisk politik for Danmark frem til 2020. Både partier, politiske meningsdannere, diverse politiske kommentatorer og spin-doktorer af enhver art opfatter De Radikales ageren som naturstridig og et totalt brud på den politiske etikette. Og det er det sikkert også for de, der færdes i Christiansborgs lukkede cirkler eller i det allernærmeste nabolag. Og selvfølgelig får De Radikale skæld ud for, at de aktivt medvirker til et forlig med regeringen, der bl.a. gør op med efterlønnen. SF's Ole Sohn har nerverne så meget ude på tøjet, at han føler sig kaldet til at formane De Radikale om, at de ikke både kan indgå forlig med den nuværende regering og så forvente ministerposter i en eventuel ny regering. En af fagbevægelsens bosser lader sig se på tv kløve brænde med en kraft, der har til formål at illustrere hans frustrationer over de radikales faneflugt, mens betegnelser som "tonedøve" og "helt uden forstand på politisk strategi" bliver hvislet mellem brændekløvningsanstrengelserne. Selvom S og SF udarbejdede deres "Fair løsning" helt uden at føle anledning til at konsultere De Radikale i den anledning, er de nu i chok over, at De Radikale forfølger en økonomisk politik og nogle løsninger, som de har stået for i årevis. Den almindelige dansker går ikke så højt op i Christiansborg trakasserier og et uigennemskueligt politisk spil, hvor partier går ud og ind af forhandlingsværelset, og hvor nogle forhandler på skrømt. Fem pct. af den danske befolkning er medlem af et parti, og kun en brøkdel af disse er aktive. Mens politikerne forhandler, spin-doktorerne er oppe på beatet, og kommentatorerne redegør, forklarer og finder nye vinkler, der skal øge dramatikken i det næste tv-indslag, lever vi danskere vores almindelige aktive arbejds- og familieliv. Vi nyder foråret, passer vores arbejde, ser næste afsnit af "venner" eller "hvad bruden ikke vidste". Vi ser en tv-avis i ny og næ, bekymrer os om krisen, vil gerne have arbejdsløsheden bragt ned og synes, at det er vigtigt at værne om velfærdssamfundet. Vi vil hellere have konkrete svar end partitaktiske udmeldinger, og vi sætter større pris på handlinger end på vage løfter, der først realiseres "af den ny regering". Derfor er De Radikale i stand til at slå positivt igennem i meningsmålingerne i den nuværende situation. Når De Radikale bliver konfronteret med, at "I er ved at spille jer ministertaburetterne af hænde", svarer de med: "vi går ikke efter ministerposter, vi går efter at gennemføre radikal politik". Det er forfriskende og velgørende, at der findes et parti, der ved, hvad de vil og går efter politiske resultater, når lejligheden byder sig. Der er nok af partier, der går mere op i politisk strategi og tilrettelægger deres politik efter meningsmålingernes flygtige udsving. Der er nok, der går mere efter magten end efter at gennemføre deres mærkesager. De Radikale er noget særligt i dansk politik, og i disse dage spiller de en særlig rolle som et parti, der sætter gennemførelse af deres holdninger og deres mærkesager over den politiske blokdannelse. Lige nu er Margrethe Vestager på vinderkurs. Hun sætter rød blok på pinebænken, og måske sætter hun et regeringsskifte over styr. En ansvarlig økonomisk politik og afskaffelse af efterlønnen er hjerteblod for hende. Og hun er klar til at tage konsekvenserne. Hun viser befolkningen at politik er andet og mere end spin og spilfægterier. Og mon ikke dette giver anseelse og respekt. Og gevinst ved valget. Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.