Frederikshavn

Vestas afprøver moderniseret mølletype på havnen

FREDERIKSHAVN:Den ene af Frederikshavns fire havnemøller blev i går udstyret med en ny møllehat - det der er i fagsproget betegnes en nacel. Ikke bare nacellen er ny. Det er også den anvendte løfteteknik. Nacellen påmonteret to af de tre vinger blev sat på plads først, og derefter blev den sidste vinge løftet op og monteret i 80 meters højde. Den anvendte teknik har den fordel, at nacellen kan monteres, selv om det blæser lidt, fortæller projektudvikler Axel Petersen, Elsam. Den metode, som normalt anvendes, forudsætter vindstille. Det kan blive dyrt i form af ekstra kranleje og ventetid. Den ny nacel udgør samtidig en opgradering af Vestasmøllen. Den skal afprøves som prototype for en serie på 30 møller, som Vestas leverer til Elsams første havvindmøllepark i udlandet, Kentish Flats, i Themsens munding. Axel Petersen fortæller, at den nye mølletype er modificeret med forstærket gear og forbedret styringsanlæg. Lynnedslag Det er de gamle vinger, der monteres på den nye nacel, men de er blevet minutiøst undersøgt og har fået ny overfladebelægning. De har nemlig været udsat for lynnedslag, mens de har siddet på møllen. Faktisk har de fungeret som lynledere på grund af en produktionsteknisk detalje. Mens vingerne, der er af glasfiber, hærder, er der anbragt temperaturfølere på dem. Rester af metalfølerne er blevet siddende på møllevingerne og har kunnet lede lynet, forklarer Axel Petersen.