Vestas får 15 millioner kroner til forskning

Fuglevinger skal bruges som model for møllevinger

Vindmøllefabrikken Vestas har fået 15 millioner kroner af Højteknologifonden til et forskningsprojekt, der går ud på at forbedre vindmøllevingers evne til at arbejde under urolige vindforhold. Forskerne skeler blandt andet til fugle, der har en unik evne til at hænge stille i luften selv i meget urolig vind. Fuglene styrer gennem vinden ved hele tiden at tilpasse deres vinger. Teknikken er afprøvet i mindre format i en vindtunnel. Nu vil Vestas sammen med forskere fra forskningscentret Risø under Danmarks Tekniske Universitet forsøge at overføre den til de meget store vindmøller. - Udfordringen er at konstruere bevægelige flaps til vindmøllens vinger, så belastningen på både vinger og møllestruktur reduceres, siger Carsten H. Westergaard fra Vestas' Risø-kontor. /ritzau/