Vestas leder an i aktiernes september-optur

Endnu engang er Vestas-aktien den mest stigende i C20. I år er aktien tordnet mere end 300 procent frem.

Vestas leder an i aktiernes september-optur

For femte gang ud af ni mulige er Vestas månedens højdespringer i de danske aktiers eliteindeks.

Med få timer tilbage af september-handlen ligger Vestas til at blive den suverænt mest stigende aktie i C20-indekset efter at være hoppet med knap 32 procent.

Ved indgangen til måneden kostede en enkelt Vestas-aktie 105,60 kroner, og mandag eftermiddag handles vindmølleproducentens aktie til 138,20 kroner.

På andenpladsen følger Pandora, som er steget med 12 procent. Samlet set er C20-indekset vokset 2,4 procent i løbet af september.

Det viser en gennemgang, som Spar Nord har foretaget for Ritzau.

- Vestas rider lige nu på en bølge af såvel gode Vestas-nyheder som gode nyheder for branchen som helhed, og det giver investorerne stor appetit på aktien, mener aktieanalytiker Mikkel Duus-Hansen fra Spar Nord.

- Vestas har blandt andet offentliggjort en stor ordre til det amerikanske marked, og ikke mindst samarbejdsaftalen med Mitsubishi Heavy Industries, der kom frem i sidste uge, har sendt aktiekursen i vejret, siger han med henvisning til offshore-samarbejdet.

I år til dato er Vestas-aktien tordnet i vejret med hele 338 procent, hvilket svarer til, at selskabets aktionærer har tjent 22 milliarder kroner på kursstigninger i årets løb.

Et par timer før fondsbørsens lukketid mandag er 15 ud af de 20 aktier i plus set over hele september. Ingeniørkoncernen FLSmidths værdi er dog faldet knap fire procent i månedens løb og er dermed månedens bundprop.

- FLSmidths effektiviseringsplan fik en heltemodtagelse, da selskabet aflagde regnskab i august, men siden er luften gået af ballonen i takt med manglende nyheder og fortsat svære markedsbetingelser inden for en del af koncernens forretningsområder, siger Mikkel Duus-Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst