Vester fritstiller nordjysk bokser

PANDRUP: Det har stået mellem linjerne i længere tid, men lørdag fik den professionelle nordjyske bokser, Jan Jensen, klar besked sort på hvidt om, at hans boksefremtid ikke ligger i hænderne på Århus-promotoren Anders Vester. I et brev til den 23-årige juniorweltervægter fritstiller Anders Vester Jan Jensen på grund af økonomiske trængsler i kølvandet på den opsagte tv-aftale med TV2. - Det er for så vidt rart nok at få klar besked, for nu kan Jan så begynde at se sig om efter en ny arbejdsgiver. Men før vi gør noget, så skal vi lige i kontakt med Dansk Professionelt Bokseforbund, for i Jan Jensens kontrakt med Anders Vester har han stadig krav på fire kampe, og lønnen fra dem har han selvfølgelig stadig krav på, selv om han nu er fritstillet, noterer Jan Jensens træner, Søren Larsen.OM