Vester Hjermitslev vandt i Saltum

Vittrup 8. september 2002 08:00

SALTUM: Saltum tabte fredag aftens lokalkamp mod V. Hjermitslev i serie 5 med 3-7.Hjemmeholdet var hårdt ramt af afbud til lokalopgøret fredag aften mod V.Hjermitslev. Træner Michael Thomsen var nødt til at trække i støvlerne for at kunne mønstre fuld hold. Saltum fik den værst tænkelige start på kampen idet de begik et straffespark i det 8. minut. Det omsatte Flemming Bak sikkert til føring 1-0. Derefter gik hjemmeholdet helt i stå og V. Hjermitslev kunne øge føringen til både 2 og 3-0 ved henholdsvis Mads Christensen og Rasmus Nielsen. Efter 1 minut af anden halveg scorede Max Pedersen til 4-0 for udeholdet. Minuttet efter gjorde han det til 5-0. Derefter kom Saltum lidt med i kampen igen og efter 6 minutter scorede Peter Mortensen til 1-5 og efter 21 minutter kunne Donn Mogensen yderligere reducere til 2-5. V. Hjermitslev kæmpede sig ind i kampen igen og efter 32 minutter i 2. halvleg kunne Claus Bak gøre det til 2-6, og V. Hjermitslevs' Michael Juul kunne slutte udeholdets score af med et hovedstødsmål til 2-7. I slutminutterne pyntede Johan Trudlsev på resultatet med sin scoring til 3-7. Efter kampen var Saltums træner, Michael Thomsen, noget frustreret over udviklingen omkring serie 5 holdet. I foråret fik man mange point og kunne næsten mønstre det samme hold fra kamp til kamp. Men i takt med at sæsonen er begyndt at gå på held bliver det sværere og sværere at skrabe sammen til et slagkraftigt hold. Omvendt havde V. Hjermitslevs' træner Peter Lunk det store smil på efter kampen, idet hans spillere endelig var kommet i gang ovenpå en dårlig efterårsstart. - Vi havde hele spillet det meste af kampen og spillede godt over hele linien, sagde Peter Lunk efter kampen. Han var specielt godt tilfreds med målmandsreserven Brian Larsen der sammen med Leif Vittrup spillede en stor kamp. Hele truppen i V. Hjermitslev ser nu frem til næste weekends lokalopgør mod Ingstrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...