Kunst

Vesterbølle får fredsskulptur

Det økologiske gartneri "Drivhuset" bag specielt kunstprojekt

VESTERBØLLE:I disse dage, da krigen i Irak præger medier og fjernsyn, kan borgerne i Vesterbølle og omegn se frem til, at de i løbet af ganske få måneder får deres helt egen skulptur for fred. Skulpturen opføres hos Eva Bjerrum og Claus Hermansen i det økologiske gartneri, "Drivhuset", på den plads, som for et par år siden blev godkendt til let naturcamping på "Drivhusets" marker. Fundamentet blev støbt for snart tre uger siden og man regner med, at den er klar til afsløring og indvielse lørdag 19. juni, oplyser Claus Hermansen. Bag projektet står den nu 83-årige tibetanske buddhist, Lama Tsetju Rinpoche, som Claus Hermansen traf i 1972 i en tibetansk flygtningelejr. - Siden har vi holdt kontakten ved lige, bl.a. ved at rejse til Nepal, hvor Rinpoche på sin bopæl i Katmandu har oprettet et medicinsk center samtidig med, at han fungerer som rådgiver for den nepalesiske og bhutanesiske kongefamilie, fortæller Claus Hermansen. Sideløbende hermed har Rinpoche sammen med en arkitekt stået bag opførelsen af buddhistiske skulpturer i Rusland, Polen, Østrig, Tyskland og Spanien. Og nu er der så et kunstværk på vej i Danmark og et andet i Grækenland. - Den første idé med projektet er at symbolisere fred, så mennesker kan leve i harmoni med omgivelserne uden at udøve skadelig adfærd, erkende sindets natur og dermed styrke deres udviklingspotentiale. Desuden er skulpturen symbol på, at forurening og besværligheder omdannes til gavnende aktivitet samt visdom, forklarer Claus Hermansen. Vesterbølle-skulpturen er omtrent tre meter høj, og der arbejdes ihærdigt på opførelsen, så den kan være klar til indvielse om tre måneder.