Vesterbro á la Joyce

Sprogligt vind og skæv er vi langt væk fra dansk havre­grødsrealisme, og for den, som holder ud, venter der også en makaber opklaring. Omslagsfoto: Klavs Bo Christensen.
Litteratur 22. marts 2007 05:00

KRIMI Jesper Bernt & Jeff Matthews: ”Westend” # # # # ¤ ¤ Vi er så langt fra den danske havregrødsrealisme eller følsomme femikrimi, som vi næsten kan komme i denne veloplagte, rablende Vesterbro-odyssé. Fyldt med gadeslang, snuskede værtshuse, glatkroppe og narkovrag portrætter den hovedstadens kriminelle underverden på en måde, som ville have fået den indre monologs mester, den irske forfatter James Joyce (1882-1941) til at klukke af fryd . Hovedpersonerne - foruden et væld af bipersoner - er Konstantin, engang selv stofmisbruger, nu kriminalassistent, der sammen med sin ældre kollega Jørgensen arbejder på gadeplan med at bekæmpe narkotikaproblemet. Og selvfølgelig drømmer om en dag at kunne knalde den store bagmand inde bagved, som tjener kassen uden at få snavsede fingre. Vi møder David, en ung studerende, som får natportierjob på et luderhotel i Westend og snart supplerer den beskedne løn med at leje værelser ud på timebasis, og endelig er der glade Knüt, professionel gambler, altid på farten og næsten altid med næsen nede i en ny bane coke. En østeuropæisk stripper, Sara, forsvinder pludseligt sporløst fra det betændte miljø, og Konstantin går i gang med at finde ud af, hvad der blev af hende. Og undervejs bliver han både forelsket og får spillet en del fodbold, mens vi følger de tre hovedpersoners gøren og laden, mens plottet langsomt snor sine sindrige tråde gennem denne massive ordophobning. 428 sider med masser af sproglige håndbremsevendinger, halvslettede sætninger og indforstået slang spædet op med citater fra både Lou Reed og Leonard Cohen kræver sit, ikk"? Og et vist lokalgeografisk Københavner-kendskab er heller ikke at foragte, hvis du skal kunne følge med, mens vi eksempelvis bliver trukket rundt på en 36 timers druktur, der får Tom Kristensens barscener fra ”Hærværk” til at ligne en sodavandsbørnefødselsdag på gul stue. For den som holder ud og kan få associationer til at flyde lige så rapt som sproget, venter belønningen og den makabre opklaring til sidst. Undervejs kan du dog godt risikerer at køre lidt træt i al denne hårdkogte, machodesillusionerede smarte jargon. Men befriende anderledes er det, og så kan der vist ikke herske tvivl om, at der venter en to’er forude. Sprogligt vind og skæv er den en fornøjelse at fordybe sig i, mens vi får både et bydelsportræt og skildret den ensomme ulvs retfærdige kamp mod den uskønne treenighed - narko, spillebuler og prostitution. Fornem debut fra et velskrivende forfatterpar, der kender deres Vesterbro, og som kan minde om Onkel Danny på veloplagt realitetsspeed. Men lang er den ... Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk @Brød.9.kurs-u-indryk: [ Jesper Bernt & Jeff Matthews: ”Westend” 428 s., 299 kr., Aschehoug. Udkommer i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...