VesterhavsRock må spille til kl. 02

Et flertal i byrådet omstødte et afslag fra Teknik- og Miljøudvalget

Når livemusikken stop­per på sce­nen ved VesterhavsRock kan del­ta­ger­ne i år fort­sæt­te i tel­tet, hvor en disc­jock­ey sør­ger for mu­sik­ken. AR­KIV­FO­TO

Når livemusikken stop­per på sce­nen ved VesterhavsRock kan del­ta­ger­ne i år fort­sæt­te i tel­tet, hvor en disc­jock­ey sør­ger for mu­sik­ken. AR­KIV­FO­TO

FJERRITSLEV:VesterhavsRock får lov til at fortsætte med musik i teltet til kl. 02, selv om politikerne i første omgang sagde nej. Da sagen var til behandling i kommunalbestyrelsen havde flere medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget skiftet mening og kunne nu gå ind for en tilladelse. - Jeg har skiftet holdning. Siden udvalgsmødet har jeg fået kendskab til reglerne på området og kan nu gå ind for en tilladelse, forklarede Conny Vestergaard (V). - Og min opbakning til forslaget fra Fjerritslev Byfest Komite gælder for hele Venstre-gruppen, fortsatte hun. Tilladelsen betyder, at VesterhavsRock 2006 lørdag 29. juli må levere livemusik fra scenen fra kl. 12 til midnat og musik i teltet fra kl. 12 til 02. Støjmæssigt må der drøne op til 104 dB ud af højttalerne. Per Halsboe-Larsen, gruppeleder for socialdemokraterne, erkendte, at beboerne i den nordlige bydel altid haft gener i forbindelse med koncerter på dyrskuepladsen. - Men VesterhavsRock er en enkeltstående aktivitet, der heldigvis har overlevet. Den er til gavn for borgerne og byen, så den gene vil vi gerne leve med til kl. 02, sagde han. Samme holdning havde Ejler Winkel (UP) ikke. - Selv om jeg er halvdøv, kan jeg sagtens høre musikken i Hjortdal. - Jeg frygter, der vil være flere elever fra 5., 6. og 7. klasse på pladsen helt til kl. 02. Deres argument derhjemme vil nok være, at politikerne har givet lov til musik til kl. 02 - så må vi vil også deltage, forklarede Ejler Winkel. Leif Nielsen (S), der som eneste medlem af Teknik- og Miljøudvalget var positiv overfor ansøgningen, da udvalget behandlede ansøgningen, foreslog, at dette års VesterhavsRock blev en form for et prøveår. - Hvis vi efter koncerten får klager, så er sagen afgjort. Men vi skal ikke på forhånd afgøre det. Der er også mange arrangementer i Han Herred Fritidscenter til kl. 02. Og ved flere står dørene åbne ud til det fri, sagde Leif Nielsen. Dette forslag fik tilslutningen fra Ejvinn Krukow (V). Imod stemte Jørgen Eriksen (V), Ejler Winkel (UP) og Karl Aage Jespersen (UP).