EMNER

Vesterhavsrock med familietække

Lis Sørensen sikrede tidlig tilstrøming til våd festival i Fjerritslev

FJERRITSLEV:Det virkede som om Lis Sørensens klare stemme kaldte publikum til dyreskuepladsen i Fjerritslev for at deles om godt ti timers festligheder med musik og hygge. I hvertfald valfartede flokke af unge kammerater bevæbnet med festhumør og fadøl samt familier med tæpper eller klapstole for at være en del af lørdagens og 7. udgave af Vesterhavsrock, som dog også blev præget af regnvejret. Omkranset af boder med salg af vådt og tørt kunne publikum se frem til dét, der med en times happy hour og sorte skyer på himlen, kunne blive til en fugtig festival. - Regnvejr afholder selvfølgelig lige de sidste i at dukke op. Men når de først er kommet på pladsen, så er regnen en del af det at gå til festival. Vi har nu 2900 inde, og det er lidt færre end sidste år og må tilskrives regnen, sagde Morten Hedemann på vegne af arrangørerne sidst på eftermiddagen. De håbede på vanlig opbakning til arrangementet, der med en ny og større scene samt underholdning med det lokale band View og stand up-komikeren Mads Wiksnins i pauserne mellem de store bands kunne byde på et par nyheder. Og den lokale opbakning kan Vesterhavsrock være sikker på, når det gælder familien Nielsen fra Kollerup. Seks familiemedlemmer var nemlig på plads på plænen som en del af et samlet feststemt selskab på en snes. - Vi er her hvert år. Det er blevet en tradition, fortæller Leif Nielsen, på vegne af tre familier med tre generationer. - Og vi bliver ved med at komme.Det er vigtigt at støtte de lokale arrangementer.Desuden er det en god fest, hvor der med legehjørnet er noget for både børn, unge og forældre.Samtidig finder festivalen jo sted på en idyllisk dyrskueplads, mener Leif Nielsen. Hans favorit blandt dagens kunstnere er helt klart Lis Sørensen, mens børnene helst vil høre Thomas Helmig, der havde fået til opgave at være sidste optrædende på scenen. Og knapt er den sidste tone døet hen og pladsen ryddet, før de mange frivillige hjælpere bag arrangementet skal tænke på 8. udgave af Vesterhavsrock. Allerede mandag skal Morten Hedemann og de andre nemlig begynde at finde næste års kunstnere. De skal bookes i oktober eller novmber, ellers er de optaget til anden s ide.