Vesters matchmaker håner Michael Rask

Boksning 4. september 2002 08:00

AALBORG: Boksekrigen mellem de forskellige promotorer på det danske marked har kun sjældent fået lov til at blusse op i bokseringen, men i kulisserne bliver der som altid kastet benzin på bålet. Senest har promotor Anders Vesters tyske matchmaker Olaf Schröder følt anledning til at håne den nordjyske juniormellemvægter Michael Rask, som han selv har arbejdet tæt sammen med, mens Michael Rask boksede for Anders Vester. Til det polske boksesite på internettet, www.boxer.pl, udfodrer Olaf Schröder direkte Michael Rask til en kamp mod ungareren Mihály Kotai, som Olaf Schröder er manager for. Mihály Kotai er ubesejret i foreløbig 18 kampe. - Jeg kender til alt om Rask. Jeg har lavet alle hans kampe fra hans debut og til han forlod min danske partner Anders Vester tidligere i år. Det ville blive én meget underholdende kamp fra start til slut, men Kotai vil være for ung og for stærk for Rask. Det kunne også blive en indbringende kamp for begge boksere, hvis den blev promoveret rigtigt, men jeg tror Rask ved at Kotai for alvor vil gøre en ende på hans karriere, så han gemmer sig bag hans nye promotor Mogens Palle, siger Olaf Schröder til internetsiden. Michael Rask ofrer ikke mange urolige øjeblikke på dén salut. - Jeg har sparret med ham, så jeg kender ham godt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle møde ham, men de kan bare komme med ham, så skal jeg nok pakke ham sammen, siger nordjyden.OM

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...