Vesthimmer-land skal have sin egen kanon

Naturvejleder Karin Winther opfordrer borgerne til at udpege særligt fine naturområder både til den nationale naturkanon og til en lokal liste

DE KROGEDE egetræer og al den anden dejlige natur på Livø gør øen selvskrevet til en plads i den nationale naturkanon, mener naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune. Hun lægger nu op til, at kommunen også får sin egen kanon med ti særligt fine naturperler. Arkivfoto

DE KROGEDE egetræer og al den anden dejlige natur på Livø gør øen selvskrevet til en plads i den nationale naturkanon, mener naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune. Hun lægger nu op til, at kommunen også får sin egen kanon med ti særligt fine naturperler. Arkivfoto

Danmark skal have en naturkanon, og Karin Winther, naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune, har allerede sendt en beskrivelse af Livø ind som et forslag. Nu opfordrer hun kommunens borgere til at komme med flere forslag, både til den nationale naturkanon og til en naturkanon bare for Vesthimmerlands Kommune. - Vi vil prøve at samle ti naturperler i Vesthimmerlands Kommune og lave noget materiale på dem. Ved at trække det ned på et lokalt niveau, så får vi måske nogle steder frem, som folk ellers ikke lige ville have tænkt på, siger Karin Winther. Selv peger hun på et sted som Hverrestrup Bakker, der måske ikke er unikt nok til at komme med i den nationale naturkanon, men som ville være et oplagt bud til en lokal liste over den fineste natur i Vesthimmerland. Livø burde til gengæld være selvskrevet til at komme med i den nationale naturkanon, mener naturvejlederen. - Livø er unik og helt oplagt at tage med. Dels fordi der findes næsten alle naturtyper på et lille område, og dels fordi der er mulighed for lejrskoler. Formålet med naturkanonen er jo, at den skal bruges i skolernes undervisning, påpeger Karin Winther. Når det gælder den lokale liste over vesthimmerlandske naturperler, så agter naturvejlederen at lave materiale, der både henvender sig til fastboende og turister, så alle, der har lyst, kan hente inspiration til nye naturoplevelser. Det skal gerne ligge klar før sommerferien.