Arkæolog fandt bombe - troede hun

Et uventet fund blandt årtusindgamle rester var ikke så sprængfarligt som først antaget

Klinterne og jorden ved Ertebølle har tidligere frembragt interessante arkæologiske fund. Men lørdag var det noget helt andet, der blev gravet frem. Arkivfoto

Klinterne og jorden ved Ertebølle har tidligere frembragt interessante arkæologiske fund. Men lørdag var det noget helt andet, der blev gravet frem. Arkivfoto

ERTEBØLLE:Det er ikke alle rester fra fortiden, der er lige rare at finde. Heller ikke selv om man er arkæolog.

Derfor kan man godt forstå, at en amatør-arkæolog blev noget betænkelig, da hun sent lørdag eftermiddag fik gravet sig frem til det, hun håbede var en interessant levning fra gamle dage.

Forinden havde den 48-årige kvinde gået rundt med metaldetektoren tændt ved Ertebølle. Området er mest kendt for sine rester fra stenalderen, men har haft beboere i årtusinder derefter.

Da apparatet gav højlydte udslag, måtte amatørarkæologen selvfølgelig se, hvad der lå under jorden. Men genstanden, der dukkede op mellem fingrene, fik hende til forskrækket at vige tilbage.

Kontaktede bomberyddere

- Vi blev ringet op fordi hun frygtede, at det var en mine, hun havde fundet. Vi fik kontakt til forsvarets bomberyddere, der fik sendt fotos af genstanden fra kvinden, så de kunne vurdere den, fortæller vagthavende for Nordjyllands Politi i Hobro.

Meldingen fra eksperterne blev heldigvis beroligende: Der var ikke tale om en mine eller bombe.

Hos politiet er man dog glade for opringningen:

- Hellere en gang for meget end en gang for lidt, når det handler om den slags, siger vagthavende.

Hvad genstanden så var melder historien ikke noget om. Øjensynlig ligger den stadig hvor den lå, da den blev fundet. Så måske lyder alarmen igen, når den næste metaldetektor kommer forbi.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.