Benny ærgrer sig: Det er jo mit tredje barn
Byrådsmedlem trækker sig fra formandspost for at undgå inhabilitet

Benny Hansen har været formand for idrætscentret Lanternen i Løgstør i 15 år. Privatfoto
Benny Hansen har været med i bestyrelen for Løgstørs store idrætscenter, Lanternen, i 21 år. I 15 år har han været formand og stået i spidsen for centrets markante udvikling i de seneste år.
Men nu er det slut.
På den seneste generalforsamling trak hans sig fra posten, fordi den frivillige lederpost tørner sammen med hans rolle som byrådsmedlem og medlem af kultur- og fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune.
- Hver gang en sag, der vedrører Lanternen, er på dagsordenen, må jeg erklære mig inhabil og gå uden for døren. Det er jeg træt af, for det forhindrer mig i at argumentere i de forskellige sager, siger Benny Hansen, der blev valgt for Venstre ved kommunalvalget i 2020.
Han fik 185 stemmer.
- Mange af mine stemmer fik jeg blandt brugere af Lanternen og borgere med interesse for idrætslivet. Jeg er træt af, at jeg ikke kan deltage i de dagsordenpunkter, som jeg virkelig brænder for , siger Benny Hansen.
Han understreger, at det er med vemod, at han siger farvel til formandsposten i Lanternen.
- Idrætscentret er mit tredje barn, siger han.
Han har rådført sig med kommunens jurister.
- Jeg har argumenteret med, at jeg ikke har økonomiske interesser i Lanternen, men juristerne mener, at jeg stadig er inhabil, når det kommer til sager om Lanternen, siger Benny Hansen.
På generalforsamlingen valgte idrætscentret René Danielsen som ny formand. Benny Hansen forsætter som menigt bestyrelsesmedlem.
- Det er ikke et problem i forhold til mit politiske arbejde, siger juristerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.