Betjent tiltalt: Skød seks gange og ramte indbrudstyv

En betjent ved Nordjyllands Politi er tiltalt for at have udsat tre mistænkte indbrudstyve for livsfare, da han skød mod dem under en anholdelse

Jesper Ramsing
Arkivfoto: Jan Pedersen
Retssag 5. december 2018 09:04 - Opdateret 5. december 2018 11:08

AARS: En 33-årig betjent fra Nordjyllands Politi er blevet tiltalt for at have udsat tre mistænkte indbrudstyve for livsfare, da han skød seks gange mod tyvene i forbindelse med en anholdelse.

En af de mistænkte tyve blev ramt i underkroppen, men var ikke i livsfare efter skudepisoden.

Den usædvanlige sag begynder i næste uge ved Retten i Aalborg, og her er betjenten altså tiltalt for straffelovens bestemmelse om fareforvoldelse, der har en strafferamme på op til otte års fængsel.

Skød efter indbrud

Skudepisoden fandt sted 26. december 2016 omkring klokken 03.20 på Roldvej ved Aars.

Kort forinden havde tre mænd begået indbrud i Dagli’Brugsen på Brårupvej i Skarp Salling tæt på Løgstør, og var stukket af med et pengeskab.

Tyvene tog flugten i to biler, og politiet satte efter dem. Det var i forbindelse med anholdelsen, at de seks skud blev affyret.

24-årig ramt af skud

Skudepisoden har været undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og nu har Statsadvokaten så rejst tiltale mod betjenten, der affyrede skuddene.

Ifølge anklageskriftet, som NORDJYSKE har fået aktindsigt i, ramte alle seks skud varebilens bagende og højre bagerste side - tre af skuddene gik gennem bagenden og ind i bilen.

Det fremgår endvidere af anklageskriftet, at personen, der blev ramt af skud - en 24-årig mand - befandt sig, uden for bilen eller i varerummet, og at han måske blev ramt af mere end et skud.

Sagen mod betjenten er sat til at køre over tre dage.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...