Betjente truet med kniv: Affyrede varselsskud
En voldsepisode nytårsnat førte til anholdelse af 22-årig mand

Arkivfoto Foto: Henrik Bo
AARS:En 22-årig mand truede nytårsnat to betjente fra Nordjyllands Politi med en kniv, da betjentene ville afhøre ham i en sag om vold.
Det oplyser vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi.
Forhistorien er, at en 32-årig kvinde ved 03-tiden anmeldte den 22-årige mand for at have begået vold mod kvinden på en adresse på Tofteparken i Aars.
Da patruljen fra Nordjyllands Politi ankom til stedet, havde den 32-årige kvinde forladt adressen.
- Men den 22-årige formodede gerningsmand til volden var fortsat på adressen. Da vore betjente retter henvendelse på stedet, åbner den 22-årige døren og trækker en kniv, som han truer betjentene med, forklarer Mads Hessellund.
- Den ene af betjentene føler sig derfor nødsaget til at affyre et enkelt varselsskud. Det lykkedes for patruljen at få den 22-årige til at smide kniven, og så blev han anholdt, forklarer vagtchefen.
Den 22-årige blev fredag fremstillet i grundlovsforhør og her sigtet for at have truet en betjent med en kniv. Han nægter sig skyldig, men er foreløbigt blevet varetægtsfængslet i fire uger, fortæller anklager Mette Bendix til NORDJYSKE.
Ingen kom til skade ved episoden - hverken betjentene, der blev truet med kniven, eller den 22-årige gerningsmand.
Derfor skal sagen ifølge vagtchef Mads Hessellund ikke efterforskes af Den Uafhængige Politiklagemyndighed - DUP - men vil blive efterforsket af Nordjyllands Politi.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.