Frederik ventede 11 smertefulde timer på skadestuen

Hvis dyr blev behandlet sådan, ville det have medført bøde, mener hans far

Frederik fra Løgstør måtte vente 11 smertefulde timer på skadestuen i Aalborg. <i>Privatfoto</i>

Frederik fra Løgstør måtte vente 11 smertefulde timer på skadestuen i Aalborg. Privatfoto

AALBORG:11 timer i smerter.

Så lang tid tilbragte 13-årige Frederik Gregersen fra Løgstør på skadestuen på Aalborg Universitetshospital Syd, efter han torsdag faldt af cyklen og vred sit ene knæ af led.

Omkring kl. 16 ankom han med sin mor til skadestuen, og først langt ud på natten fik de besked på, at de skulle tage hjem igen, uden at lægerne havde fundet ud af, hvad der var galt.

Frederik havde ventet og ventet på skadestuen, først på en stol, senere på en seng. Om aftenen ved 20-tiden kunne knæet blive røntgenfotograferet. 

Derefter fulgte endnu flere timers ventetid - i smerter. 

Svar midt om natten

Ifølge Frederiks familie var det først ved 03-tiden om natten, læger havde konstateret, at de ikke kunne se på røntgenbillederne, hvad der var galt, beretter hans far, Christian Gregersen.

En far, der godt er klar over, at personalet på skadestuen er hårdt presset.

- De kæmper alt det, de kan, siger Christian Gregersen.

Men samtidig er han frustreret over, at sønnen måtte vente så længe.

Græd over smerter

- Min søn græd over smerterne. Han kan ikke bruge benet, fortæller faren og bemærker:

- Hvis man behandler et dyr, som man behandlede min søn, så havde man fået en anmeldelse og bøde.

Han finder behandlingen af sin søn uanstændig og fortæller, at der den torsdag aften på skadestuen i Aalborg var op mod 30 andre, der ventede. Nogle blev endda sendt hjem uden at være undersøgt, ifølge faren.

Christian Gregersen mener, at der bør ryddes op i administrative job i det offentlige, så ressourcer i stedet kan overflyttes til "varme hænder", for eksempel bedre bemanding på skadestuerne.

10 dages ventetid

Chefen for ortopædkirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, ledende overlæge Christian Pedersen, påpeger, at skadestuen skal undersøge, om der er brug for akut behandling, for eksempel ved et knoglebrud.

- Hvis det er noget akut behandlingskrævende, vil man indlægge vedkommende, siger Christian Pedersen.

Han fortæller, at mange knæskader går over af sig selv, og nogle gange skal der gå tid, inden en specialist kan undersøge knæet nærmere. 

Med mindre der er akut strækkemangel i knæet, kan der gå op til 10 dage, inden man bliver indkaldt til sådan en undersøgelse.

Så lang tid kommer 13-årige Frederik dog ikke til at vente med sit smerteplagede knæ. Efter Nordjyske gik ind i sagen, kom han til undersøgelse på Aalborg Universitetshospital mandag eftermiddag.

Mangler personale

Frederik er ikke den eneste, der har ventet mange timer på at blive undersøgt for skader. For nylig fortalte 47-årige Michael Hille Olsen fra Klarup, at han måtte vente 16 timer på skadestuen i Aalborg, før han fik behandlet den ankel, han var vrikket om på.

Chefen for akut- og traumecentret på Aalborg Universitetshospital, ledende overlæge Jørn Munkhof Møller, siger, at der generelt er lange ventetider på skadestuen.

- Vores problem er, at der er flere opgaver, end der er personale til at løse dem. Der er ubesatte stillinger, påpeger overlægen.

Patienter opdeles

Lægerne på skadestuen foretager en prioritering, hvor patienter opdeles i grupper alt efter, hvad de fejler. Personer med livstruende eller førlighedstruende skader kommer først, mens dem, der fejler mindst, tilses sidst. Lægefagligt er der et mål om, at patienter med små skader skal tilses i løbet af fire timer.

Det vil sige, at man med mindre alvorlige skader kan risikere at skulle vente i op til fire timer, før en læge på skadestuen tilser en.

I nogle tilfælde kan der gå flere timer, inden en læge har set røntgenbillederne og beslutter, hvad der videre skal ske.

Vil mindske ventetid

I tilfældet med 13-årige Frederik gik der omkring seks timer fra røntgenbillederne blev taget, til en læge midt om natten havde tjekket dem og derefter sendte drengen og hans mor hjem.

- Det er selvfølgelig utilfredsstillende, at der går så lang tid, inden nogen har set på røntgenbilleder, siger overlæge Jørn Munkhof Møller.

Han kan godt forstå familiens frustration og oplyser, at Aalborg Universitetshospital arbejder på at få nedbragt ventetiden på at få analyseret og reageret på røntgenbillederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Borgmesteren var med, da Søren Thorst betalte 1765 kroner for øl, cider og drinks
Luk