Forårsmesse trak folk af huse

Over 100 stande var repræsenteret på den 30. udgave i messe- centret i Aars, hvor der forventes mellem 7.500 og 8.000 gæster i weekenden

Ole Jensen ogHans Ravn (foto)
Klangterapeut Nikita Elvervind fra Aars i gang med at udføre klangmassage på Nicoline Mølholt med hjælp af flere store tibetanske klangskåle af forskelligt metal, som hun slår forsigtig på, så vibrationerne forplanter sig i kroppen og i hovedet på Nicoline Mølholt på briksen.
Aars 8. april 2018 17:58

AARS: Allerede da forårsmessen i Messecenter Vesthimmerland i Aars åbnede dørene klokken 10 søndag formiddag, stod en lang række gæster allerede i kø udenfor i det flotte solskinsvejr.

Som direktør for messecentret det sidste års tid havde weekendens flotte forårsvejr ellers skabt en smule bekymring hos Brian Otte med hensyn til besøgstallet.

- Vi havde som optakt været lidt bange for at folk måske valgte at blive hjemme og være aktive i deres egen haver. Men med et besøgstal på godt 3.000 lørdag og forventet omkring 4500 her søndag har vejret vist sig både at være have- og messevejr, hvor folk er kommet her for at få inspiration, erklærer han tilfreds.

Alle godt 100 stande udsolgte

Det er 30. år i træk der arrangeres forårsmesse i Aars, der stille og roligt er vokset i omfang år for år.

- I år er samtlige vores godt 100 stande i de to messehaller totalt udsolgte her kørt før messens åbning, oplyser Brian Otte.

Som gæst var der derfor noget for enhver smag i de to haller, lige fra køb af nye tagplader, prøveture i massagestole, bil- og huskøb, korsang, modeshow, smagsprøver af varer fra de lokale bagerbutikker til køb af en kommunal byggegrund.

For på en kommunal stand stod Tanja Nørgaard og Camilla Walentin fra rådhusets stab i Aars klar til at gøre reklame for de 25 boligparceller i den nye udstykning på Galgehøj i Aars.

- Det er dog ikke muligt at købe en af de 25 grunde her på forårsmessen, for alle grunde er i udbud. Det betyder at alle interesserede kan byde på dem frem til tirsdag 8. maj klokken 10, oplyser Camilla Walentin.

Ved en sammenligning med andre udstykninger i Aars, eksempelvis Gyvellunden, forventer hun en grundpris på Galgehøj på knap 500.000 kr. inklusiv diverse tilslutningsafgifter.

Anderledes massageform

På flere af de mange stande var der på forskellig vis fokus på personlige velvære, hvor messegæsterne på egen krop kunne opleve tilbuddene.

Blandt de mere specielle tilbud på dette område, der vakte opsigt blandt adskillige messegæster, var 20 minutters klangmassage for 100 kroner som en slags meditativ afspænding udført på en briks af klangterapeut Nikita Elvervind fra Aars.

På briksen havde Nicoline Mølholt anbragt sig af ren og skær nysgerrighed, og Nikita Elvervind indledte behandlingen ved at placere flere store tibetanske klangskåle af forskelligt metal rundt på hendes krop og på hver side af hendes hoved.

Med små forsigtige slag med en ganske lille hammer skabte hun vibrationerne i klangskålene, og de forplantede sig i kroppen på Nicoline Mølholt.

- Jeg kan mærke på lyden af skålen oven på din mave, at du her har nogle følelsesmæssige spændinger og blokeringer, forklarede Nikita Elvervind undervejs i behandlingen.

Da den var slut var Nicoline Mølholt dybt forundret over effekten af lyden fra klangskålene.

- Undervejs ænsede jeg slet ikke alle andre messegæster, og klangmassagen var bare helt fantastisk at opleve, erklærede hun.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...