Kæmpebyggeri: Nu kommer ny plan på bordet
Masser af høringssvar strømmede ind - nu sendes ny plan ud

En række beboere omkring et gammelt vandtårn i Aars frygter for problemer, hvis der bliver 34 nye boliger ved vandtårnet. Foto: Martél Andersen
AARS:En række ængstelige beboere, der frygter at blive naboer til et nyt kæmpebyggeri med 34 boliger i Aars, får snart en ny plan fra kommunen at forholde sig til.
Et tillæg til en kommuneplan samt fornyet høring af lokalplanforslag er på vej - og vil blive sendt ud i høring så snart byrådet har sagt go´.
Det har teknisk udvalg i Vesthimmerlands Kommune netop besluttet efter en række protester fra naboerne.
Det er den kendte erhvervsmand Finn Mathiessen fra Aars, der vil ændre området omkring det gamle vandtårn i midtbyen i Aars og omdanne det til et stort boligområde med attraktive boliger, hvor vandtårnet er omdrejningspunkt.
Planerne har imidlertid givet store protester fra naboerne.
Der er indkommet fem høringssvar i forbindelse med det første lokalplanforslag - heriblandt et høringssvar med over 150 underskrifter fra naboerne.
- Tanken er nu blandt andet at rykke på et par boliger i det store projekt, og så bliver det heller ikke muligt at køre gennem området - noget som beboerne er meget ængstelige for, siger Allan Ritter Andersen (K), der er formand for teknisk udvalg.

Der bliver ikke gennemkørsel til Østermarken. Foto: Martél Andersen
Via byråd
Inden tillægget til kommuneplanen og lokalplanforslag kan komme ud til høring hos borgerne, skal det først videre fra teknisk udvalg til økonomiudvalget og byrådet.

Der er blandt andet foretaget en lang række målinger omkring en sti, som beboerne er bange for at få inddraget i forbindelse med boligprojektet. Foto: Martél Andersen
Nye målinger
Allan Ritter Andersen fortæller, at der på baggrund af beboerklagerne er lavet nye opmålinger på vandtårnsgrunden - og at der faktisk er flere kvadratmeter at gøre godt med end først antaget til byggeriet.
- Det betyder, at bygherre kan holde sig indenfor bebyggelsesprocenten, fortæller udvalgsformanden, som oplyser, at man er indstillet på at holde fast i højden på byggeriet i det nye forslag der kommer til at ligge fremme i en ny høringsperiode. Byggehøjden hedder fortsat 12 meter.

Erhvervsmanden Finn Mathiessen vil omdannet området omkring det gamle vandtårn i Aars til beboelse. Foto: Martél Andersen
Morten Holm, der er en af de kritiske beboere, ser frem til at få den nye plan i hånden og nærstudere den.
- Jeg synes faktisk, vi har haft en rigtig god dialog med kommunen, og vi sidder med det indtryk, at vores høringssvar har gjort indtryk på politikerne, og nu ser jeg frem til at dykke ned i detaljerne. Så må vi jo tage den derfra, siger Morten Holm.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.