Valgt som spidskandidat: - Det kan ikke beskrives, hvor glad, stolt og taknemmelig jeg er
Jakob Vium Dyrman valgt som Venstre-kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2024 i Region Nordjylland
Opdateret kl. 18:06
Venstres medlemmer i Region Nordjylland har valgt Jakob Vium Dyrman som deres nordjyske kandidat ved valget til Europa-Parlamentet, juni 2024.
Venstres medlemmer havde mulighed for at vælge mellem to kandidater.
Jakob Vium Dyrman fik ved afstemningen 65 stemmer, Niels H. Bünemann 25 stemmer.
- Det kan ikke beskrives hvor glad, stolt og taknemmelig, jeg er for at få lov til at repræsentere Venstre og Nordjylland ved det kommende europaparlamentsvalg. Jeg vil gerne rette en særlig tak til mine støtter og til min modkandidat Niels H. Bünemann, for en god kamp, siger Jakob Vium Dyrman.
Ole B. Sørensen, formand for Venstre i Region Nordjylland, ønsker Jakob Vium Dyrman stort tillykke med valget, og glæder sig samtidig over den markante opbakning.
- Det tegner godt for det videre forløb. Nu gælder det om at kigge fremad til juni i 2024, således Jakob bliver kendt som hele Nordjyllands EP-kandidat, siger han.
Jakob Vium Dyrman er 50 år og underviser til daglig på Vesthimmerlands Gymnasium og HF i historie, samfundsfag og naturgeografi.
Han er gift med sygeplejerske Stine Dyrman, bor i Aars og har to børn på 16 og 18.
Derudover er Jakob Vium Dyrman medlem af Byrådet i Vesthimmerlands Kommune, hvor han blandt andet sidder i beskæftigelsesudvalget og kultur- og fritidsudvalget. Derudover er han formand for klimaudvalget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.