Kenneth fra Løgstør er finalist i Robinson: - Jeg bliver kun fremstillet som den usympatiske type

29-årige Kenneth Jørgensen er blevet landskendt efter at have deltaget i Robinson Ekspeditionen - på godt og ondt. Sådan er hans liv uden for tv-kameraerne

Hos Groes Cafe og Bageri sælger de Robinson-kager, som Kenneth Jørgensen selv har sammensat opskriften på. Foto: Claus Søndberg

Hos Groes Cafe og Bageri sælger de Robinson-kager, som Kenneth Jørgensen selv har sammensat opskriften på. Foto: Claus Søndberg

LØGSTØR:Kenneth Jørgensen. I lokale sammenhænge er han kendt som bagersvend hos Groes Cafe og Bageri i Løgstør. På landsplan er han kendt som en af finalisterne i Robinson Ekspeditionen 2019.

Flere hundrede tusinde danskere vil se med i spænding mandag aften, når han og fire andre kæmper om den endelige sejr. Om Kenneth Jørgensen vinder trofæet og de 500.000 kroner, der er præmien i årets Robinson Ekspedition, må han ikke fortælle, da NORDJYSKE møder ham i bagerbutikken. Han kan derimod fortælle alt andet om sit turbulente Robinson-eventyr.

For hvordan tager man beslutningen om at rejse fra sin kone og etårige søn i to måneder for at være med i det ekstreme reality-program? Hvad sker der egentlig på øen i de 1000 timer, seerne ikke får del i? Og hvordan reagerer man, når man bliver programmets "hade-person", og modtager beskeder fra folk, der ønsker en død?

Robinson Ekspeditionen

22 deltagere sendes ud på en eksotisk tropeø, hvor de gennemgår diverse udfordringer af psykisk og fysisk art.

I starten af programmet bliver de delt på to hold - Hold Nord og Hold Syd. Holdene kæmper mod hinanden i forskellige i dyste, der både kræver styrke og klogskab.

Hvert afsnit afsluttes med, at det såkaldte ø-råd sender en af deltagerne hjem.

I finalen bliver den sidste tilbageblevne kåret. Han/hende vinder både pengepræmien (i år 500.000 kr.) og trofæet.

Programmerne bliver sendt hver mandag på TV3.

Vildere end en Ironman

- Jeg vejede omkring 130 kilo.

Kenneth Jørgensen var 21 år og bagersvend. Når han ikke var på arbejde, brugte han næsten al sin tid foran computeren.

- En dag kom min kammerat og sagde direkte til mig: "Du er godt nok blevet fed", fortæller Kenneth Jørgensen.

Siden efterskolen havde Kenneth Jørgensens vægt været i en stigende kurve. En direkte kommentar fra vennen skulle få ham til at vågne op. Kenneth lagde computeren på hylden og begyndte at træne. I starten dyrkede han en masse fodbold, men med tiden søgte han mere udfordring. I stedet skiftede han over til at dyrke triatlon og 35 kilo fedt var efterhånden blevet smidt. Men han ville udfordre sig selv endnu mere.

Kenneth Jørgensen forberedte sig på Robinson ved at træne, øve balance og planlægge en taktik. - Jeg ville være med for at spille spillet. Ikke for at få venner, siger han. Foto: Claus Søndberg

Kenneth Jørgensen forberedte sig på Robinson ved at træne, øve balance og planlægge en taktik. - Jeg ville være med for at spille spillet. Ikke for at få venner, siger han. Foto: Claus Søndberg

- I 2017 gennemførte jeg en Ironman. Det var en lang og hård dag, men også en helt vanvittig følelse at komme i mål, siger Kenneth Jørgensen.

Hvad skulle han nu give sig til? Svaret var ligetil. Hans søn var kommet til verden, så selvfølgelig skulle han investere al sin tid i familien. Sådan gik det også det første år. Men så dukkede tanken om Robinson Ekspeditionen op.

- I starten jokede jeg lidt med, at jeg ville melde mig til Robinson. Det var min kone ikke imponeret over, hun sagde, at det ville være pinligt at sende mig afsted. Hun troede jeg ville ryge hjem efter den første uge, fordi folk ville blive trætte af at høre på mig, siger Kenneth Jørgensen.

Joken hang i luften i noget tid indtil den dag, hvor hans kone selv kom og spurgte, om de ikke skulle melde Kenneth til. Sammen gik de så i gang med at skrive en Robinson-ansøgning.

- Jeg har aldrig været den bedste til at skrive. I folkeskolen sagde lærerne, at de ikke troede jeg ville blive til noget. Men jeg har faktisk altid haft en tro på mig selv, fordi jeg så var god til sport, siger Kenneth Jørgensen.

Robinson Ekspeditions finalist Kenneth Jørgensen fra Løgstør fortæller om oplevelsen om at være med i programmetFoto: Claus Søndberg

Robinson Ekspeditions finalist Kenneth Jørgensen fra Løgstør fortæller om oplevelsen om at være med i programmetFoto: Claus Søndberg

Netop passionen for sport var en af grundene til, at Kenneth godt kunne tænke sig at prøve Robinson. I samtlige sæsoner har han selv siddet foran fjernsynet og drømt om at teste, hvad han kunne holde til.

- Jeg har altid tænkt, det kunne være fedt at prøve udfordringerne og spille spillet. Når man sidder og ser det, tænker man ofte, det der kan jeg sgu gøre bedre. Det bliver jeg nødt til at prøve. Men samtidig tænkte jeg også, at det er da helt umuligt at få lov at prøve det, fortæller Kenneth Jørgensen.

Efter ansøgningen var sendt, ventede en lang casting proces, som Kenneth røg lige igennem. Hverken han eller hans kone havde troet på det, så det var vildt, at han nu skulle afsted.

Snart skulle han finde ud af, at Robinson var langt hårdere end en Ironman. Både fysisk og mentalt.

Presset på det hele

Efter 45 timers rejse fra Danmark til en ø i Filippinerne, fik de 22 deltagere lov til at spise morgenmad, og så var det ellers bare i gang med ekspeditionen og optagelserne. På dag 12 ramte Kenneth Jørgensen den første hårde mur.

- Jeg overvejede at kvitte det hele. Jeg savnede min kone og søn så meget. Jeg tænkte: "Hvad fanden laver jeg egentlig her så langt væk fra dem?", fortæller han.

Det var ikke kun mentalt, Kenneth var presset. Det at være i underskud på mad og stadig være klar til dysterne var også en hård fysisk prøve. Han husker især dysten, hvor deltagerne skulle løbe gennem en forhindringsbane med sandsække på ryggen.

- Der troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg kan huske, at jeg var ved at kollapse, men man giver bare alt, hvad man har, for man vil så gerne vinde, siger Kenneth Jørgensen.

Når han tænker tilbage på de to måneder, er det dog ikke kun sult og søvn, der dukker op. Også hyggelige stunder så som lange aftner ved bålet og flotte solopgange var en stor del af oplevelsen.

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

- Den første nat glemmer jeg aldrig. Vi lå alle og snakkede hen til sent på aftenen, og så lige pludselig var det bare helt mørkt. Så begyndte ildfluerne at flyve hen over os, og vi kunne kigge op på den stjerneklare himmel. Det var så smukt, fortæller Kenneth Jørgensen.

Kommentarer fyldt med had

At være på øen var et eventyr, der bød på op- og nedture for Kenneth Jørgensen. Sådan var det også, da han kom hjem igen, og programmerne løb over skærmen. Allerede efter enkelte afsnit var blevet sendt, begyndte lede kommentarer om Kenneth at fylde på de sociale medier.

Han er rent ud sagt blevet sæsonens "hade-person" på grund af den usympatiske karakter, han fremstår som i programmerne.

- Jeg kan godt selv se, at jeg er gået hårdt til nogle af de andre deltagere. Der er nogle udtalelser, jeg ikke er stolt af. For eksempel da jeg kalder Camilla for en lille baby, der løber grædende væk. Det er jeg ked af, at jeg fik sagt, siger Kenneth Jørgensen.

Kenneth Jørgensen ærgrer sig over, at hans deltagelse også er kommet til at gå ud over bageren, hvor han arbejder. En dag modtog de mail, der var henrettet direkte mod ejeren af bageren. Foto: Claus Søndberg

Kenneth Jørgensen ærgrer sig over, at hans deltagelse også er kommet til at gå ud over bageren, hvor han arbejder. En dag modtog de mail, der var henrettet direkte mod ejeren af bageren. Foto: Claus Søndberg

Selvom Kenneth godt kan se, at han går hårdt til de andre, så er han stadig forbavset over, hvor meget hadebeskederne har taget til. Over de sidste tre uger har der nærmest ikke været grænser for, hvad vrede seere har kunnet finde på at skrive. Forleden var der en, der skrev, at hun ønskede ham død.

- Jeg vidste godt, jeg ville få nogle tæsk på nettet, fordi jeg var i nogle diskussioner dernede, jeg vidste ville ramme mig. Men jeg er meget overrasket over, at det er så ekstremt. Folk skal huske, at der sidder en familie bag som også rammes af hadet.

- Og så skal folk også huske, at der bliver filmet mere end 250 timers videomateriale, og de klipper kun det, der er godt tv, siger Kenneth Jørgensen.

Han står ved alt, hvad han har sagt, men det kommer bag på ham, at han fremstår så usympatisk, som han gør.

- Jeg er blevet overrasket over, hvordan det hele er klippet sammen. Hvis jeg så på min egen karakter i programmet udefra, så ville jeg selv sige: "Hold kæft, en kæmpe idiot. Han er virkelig arrogant og ligeglad med de andre."

- Det irriterer mig lidt, at jeg kun bliver fremstillet som den hårde fyr. Jeg kan godt se efterfølgende, at de andre pakker tingene meget mere ind end mig. Som den nordjyde jeg nu engang er, siger jeg bare tingene helt firkantet. Hvis jeg bliver spurgt om en er svag, så siger jeg det lige ud. Men jeg ærgrer mig over, at de ikke har fået den glade, sjove Kenneth med, som siger tingene med et glimt i øjet. For jeg ved, at der er nogle optagelser med det, siger Kenneth Jørgensen.

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

Han fortæller også, at han langt fra er den eneste, der er lagt for had af de danske Robinson-seere. Maria Pencheri, som han snakker med jævnligt, har for eksempel været udsat for mange racistiske beskeder.

En oplevelse for livet

Trods grumme kommentarer og hadske beskeder, ville Kenneth Jørgensen ikke have været oplevelserne med Robinson Ekspeditionen foruden.

- Jeg fortryder efterspillet og den måde, jeg er blevet fremstillet på, men jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg tog afsted, for det har været den vildeste oplevelse, og jeg har mødt nogle fantastiske mennesker.

- Jeg har også fået en masse gode ting med mig. Jeg har lært, at jeg skal tænke mig om en ekstra gang, inden jeg åbner munden. Og at jeg skal vælge mine diskussioner med omhu – i stedet for at gå ind i dem bare for at gå ind i dem.

Det har for ham været en oplevelse, han aldrig vil glemme. Men han ser også frem til, at det sidste afsnit har rullet over skærmen, og han forhåbentligt snart kan få noget ro på.

- Jeg glæder mig til, det er overstået, så man kan vende tilbage til den normale hverdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden