Stenalder

Klar til sommersæson i stenaldercenter

Håndsprit indtager stenalderen

Arkæolog og centerleder Louise Villadsen fra Stenaldercenter Ertebølle glæder sig til sæsonen 2020, hvor bl.a. stenaldercentrets egen køkkenmødding er vokset betragteligt med hjælp fra Venø Seafood. Den originale og verdensberømte Køkkenmødding ligger ca. 750 meter fra Stenaldercenter Ertebølle.
Arkæolog og centerleder Louise Villadsen fra Stenaldercenter Ertebølle glæder sig til sæsonen 2020, hvor bl.a. stenaldercentrets egen køkkenmødding er vokset betragteligt med hjælp fra Venø Seafood. Den originale og verdensberømte Køkkenmødding ligger ca. 750 meter fra Stenaldercenter Ertebølle.

ERTEBØLLE: Havde det været i stenalderen, ville honning og eddike måske være i spil som desinficerende remedier, eftersom håndsprit ikke normalt er noget, man forbinder med Ertebølletiden for godt 7.000 år siden. Men ikke desto mindre bliver det en hidtil ukendt ingrediens, som i år tilføres i rigelige mængder i det store udendørs landskab på Stenaldercenter Ertebølle.

Her har man længe været i fuld sving med forberedelserne til sommersæsonen og er synligt lettede over, at det nu er muligt at åbne lørdag 13. juni som planlagt.

- I Ertebølle tilbyder vi bogstavelig talt en meget håndgribelig oplevelse af stenalderen, og derfor er det ingen hemmelighed, at vi har haft brug for at gentænke vores formidling for at sikre os at alle kan føle sig trygge herude, fortæller centerleder og arkæolog Louise Villadsen.

- Derfor vil der på forskellige stationer både udendørs og indendørs være sprit at finde, og i stedet for at kunne gå på opdagelse indendørs i hytterne er det i år muligt at få et kig ind og bl.a. opleve jægeren, der ligger og sover i bålets skær, mens hans våben er klargjort til næste dag, familien som netop har forberedt aftensmåltidet, og garveren som har spændt skindet op klar til bearbejdning. Der er således arbejdet bevidst med at skabe anderledes sanselige oplevelser, som på stemningsfuld vis pirrer fantasien, siger hun.

Noget er imidlertid fuldstændig som sidste år, hvor adskillige eksperter hen over sæsonen lagde vejen forbi Ertebølle. Bl.a. er Morten Kutschera, en af verdens dygtigste flintsmede, snart på vej fra Norge efter at have løst opgaver over det meste af verden siden sidste sommer. Og netop denne del har været lidt af en logistisk udfordring i år, som bliver løst ved, at flintsmeden skal i 14 dages karantæne, før han kan starte på stenaldercentret.

- Ingen sommer uden Morten her i Ertebølle, understreger Louise Villadsen.

- Så vi har taget udfordringen op og lover, at det også i år vil være muligt at opleve enestående og nærværende formidling og prøve de mange populære aktiviteter, men naturligvis med fokus på sikkerhed.

Som et nyt tiltag vil alle gæster ved indgangen få udleveret et hæfte, som fører dem gennem Ertebøllefolkets verden med udgangspunkt i en families hverdagsliv, der den bliver skildret i de forskellige hytter og aktiviteter.

- I Ertebølle vil vi gerne, at folk får en fornemmelse af det levede og nære liv og ikke mindst fornemmer menneskene bag, siger Louise Villadsen, der i disse dage har travlt med at lægge sidste hånd på de nye tekster, som skal i trykken ganske snart.

Selvom der endnu ikke er åbent, så emmer stenaldercentret af liv og aktivitet. Udstillingshuset males, lindebark hentes op af søen for at blive lavet til bast, der senere skal bruges i værkstederne, hytterne klargøres, og stammebådene er kommet i vandet.

Stenaldercenter Ertebølle byder hver dag i sæsonen på masser af skønne sommeroplevelser for alle generationer, og oplevelserne behøver ikke at slutte på centret. I det vilde og smukke kystlandskab lige uden for ”døren” kan gæsterne gå på opdagelse på egen hånd og på udvalgte dage møde stedets naturformidler ved vandet. Her inviteres der til vild mad med Ertebøllerne, fisketure, fortællinger langs fjorden, stensafari og meget, meget mere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden