Nyklippede køer på podiet: Se billeder og video fra årets Kimbrerskue

Køerne shines op - for det handler om at se godt ud, når de vises frem

Kimbrerskuet brød rekorden med over 800 tilmeldte dyr. Foto: Henrik Louis

Kimbrerskuet brød rekorden med over 800 tilmeldte dyr. Foto: Henrik Louis

AARS:For mange er det et sjældent syn, at køer bliver friseret og sprayet med hårlak. Men på Kimbrerskuet i Aars er det ren kutyme - køerne skal se så godt ud som muligt.

- Vi klipper hårene af dem, så man kan se koens figur. De skal have malkepræg, hvilket betyder, at de skal være slanke, så man kan se deres ribben og hofteben, fortæller Ann Witte Rasmussen.

Ann Witte Rasmussen og familien er fredag mødt op med otte køer i håb om at vinde præmier. Foto: Henrik Louis

Ann Witte Rasmussen og familien er fredag mødt op med otte køer i håb om at vinde præmier. Foto: Henrik Louis

Hun er en af de mange udstillere på den populære dyrskue, som sammen med sin mand, Martin Nørgård Rasmussen, ejer familiegården Dueholm syd for Skive.

I en af de tre haller i Messecenter Himmerland i Aars står Dueholms otte køer sammen med mange andre. Flere er også gået i gang med at style køerne - konkurrencen er i gang.

Må ikke blive for fede

Det er langt fra Ann Witte Rasmussens første udstilling på et dyrskue.

- Vi udstiller, når vi kan få lov til det, og det er cirka fire gange om året, og der er Kimbrerskuet altid en af de dyrskuer, vi tager til.

Derfor har hun køer, der er vant til at blive bragt med, og de går på sit helt eget hold hjemme i stalden.

- Lige som elitegymnaster må de ikke blive for fede, og det kan vi nemmere styre, når de går på eget hold og får specialfoder, forklarer hun.

En halvbesværlig, uenig ko

De to første køer fra team Dueholm har været til udstilling, og nu er det den tredjes tur - en ko, som de har høje forventninger til, da den ved tidligere dyrskuer er blevet bedømt højt.

Med stille bevægelser bliver køerne ført rundt i cirkler i en lukket indhegning, mens dommeren observerer. Han kigger især på kropsbygning, og om køerne går ordentligt.

Det er dog en halvbesværlig ko, der ikke altid er enig i, at den skal følge med. Som en lille dans vrider koen sig for at komme løs, men hurtigt får ledsageren styr på den.

Kimbrerskuen finder sted hvert år i Messecenter Himmerland, hvor det hele foregår indendørs. Foto: Henrik Louis

Kimbrerskuen finder sted hvert år i Messecenter Himmerland, hvor det hele foregår indendørs. Foto: Henrik Louis

Trods en stædig indstilling bliver koen nummer et og går derfor videre til æresrunden senere, hvor tidligere vindere også deltager.

- Vi har fået en roset, og så er der ærespræmier senere, hvor man kan vinde sponsorpræmier, fortæller Ann Witte Rasmussen, som ved tidligere dyrskuer har vundet mange ærespræmier.

Arrangørerne af Kimbrerskuet havde få uger inden dyrskuet klare visioner om, at det blev stort.

I år har de nemlig sat rekord i antallet af dyr, hvor mere end 800 dyr er tilmeldt. I 2019 havde de 677 dyr med.

Derfor er dyrskuet blevet udvidet fra de normale to dage til tre dage fra fredag 8. oktober til søndag 10. oktober.

Hvordan går det med koen?

Ægteparret fra familiegården i Dueholm går meget op i at avle på køerne, og derfor nyder de at konkurrere.

- Vi synes det er sjovt. Det er rart, at det, vi arbejder med til dagligt, også er noget, vi kan bruge her, hvor de konkurrerer med andre for at se, om de er gode nok.

I dag har Ann Witte Rasmussen og hendes mand medbragt hele familien og et par venner fra derhjemme. Også ægteparrets børn er med.

I løbet af Kimbrerskuet kan man både se kaniner, fjerkræ, duer, geder, får, heste og køer. Foto: Henrik Louis

I løbet af Kimbrerskuet kan man både se kaniner, fjerkræ, duer, geder, får, heste og køer. Foto: Henrik Louis

- De hjælper med det, de kan. Ellers hygger vi os, fortæller hun. I armene holder hun sin lille dreng, der med store øjne kigger rundt i hallen med køer.

I løbet af de mange udstillinger har de også fået et stort netværk, som de skal snakke med under dyrskuerne.

- Vi har udstillet i mange år, og derfor er vi kommet til at kende mange mennesker her. Så vi snakker og skal altid lige rundt og høre til, hvordan det går med deres køer, griner hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.