Knald eller fald for cykelløbet Himmerland Rundt

Nyt underskud betyder punktum for internationalt cykelarrangement i Himmerland

2018-udgaven af GP Himmerland Rundt er nr. otte i rækken - men risikerer også at blive det sidste, hvis ikke det lykkes arrangørerne at få økonomien til at løbe bedre rundt. Foto: GP Himmerland Rundt
Vesthimmerland 14. marts 2018 08:47

HIMMERLAND: Mange i Himmerland vil også i 2018 kunne se et internationalt cykelfelt drøne forbi hjemadressen. Nærmere bestemt lørdag 28. april, når Himmerland lægger landeveje til den ottende udgave af cykelløbet GP Himmerland Rundt.

Med i alt 29 deltagende hold - heraf 20 fra udlandet - tegner Europa Tour-løbet med start og mål i Aars også i år til at blive en af de største internationale cykelbegivenheder på dansk grund.

Og på den baggrund bliver løbet også i år transmitteret direkte i tv. TV2 Nord er således gået med ind i selve produktionen og sørger samtidig for signalet til de øvrige, regionale tv-stationer.

Alligevel er der forud for løbet en smule rynker i panden hos de to løbsarrangører Thomas Just og Mogens Kristensen.

- Vi er helt naturligt glade for den interesse der er for løbet, men vi må desværre i samme åndedrag konstatere, at vi har økonomiske udfordringer.

- Mange fortæller os, at det er et fantastisk arrangement, og at vi gør et stort arbejde for området, men vi har alligevel meget vanskeligt ved at skaffe sponsorer, selvom de via løbet kan få en enestående markedsføring.

- Som det er nu, er det os selv, der som arrangører betaler for tv-produktionen, der er meget dyr.

- I fremtiden skulle vi meget gerne finde en sponsor, der kan se værdien i tv-produktion, og vi håber også på større publikumsinteresse, efter at løbet i år er flyttet fra fredag til lørdag, lyder det fra Thomas Just og Mogens Kristensen.

GP Himmerland Rundt 2018 bliver på 200 km og kommer rundt i store dele af Vesthimmerlands kommune, og de fleste hoteller i lokalområdet er allerede fuldt booked i forbindelse med løbet.

Det i sig selv indebærer 6-700 overnatninger i lokalområdet, fremhæver løbsarrangørerne. En turistmæssig gevinst, som i fremtiden risikerer at gå tabt, hvis det ikke i 2018 lykkes at få økonomien i arrangementet til at løbe rundt.

- Budgettet for GP Himmerland Rundt ligger på 600.000 kr., hvoraf tv-produktionen sluger en meget stor del, og hvis løbet i år endnu en gang resulterer i et underskud, må vi bare konstatere, at det er slut med GP Himmerland Rundt.

- Løbet har ikke har haft en hovedsponsor de seneste fem år, og det holder ikke i længden, konstaterer de to arrangører, Thomas Just og Mogens Kristensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...