Efter ulykke på rutsjebane: Lille pige fortsat i kritisk men stabil tilstand

5-årig fik viklet snor om halsen i ubevogtet øjeblik

En lille pige i Aars kom galt afsted under leg på et legetårn. Arkivfoto

En lille pige i Aars kom galt afsted under leg på et legetårn. Arkivfoto

AARS:En lille pige på blot fem år kæmper lige nu for sit liv på Aalborg Universitetshospital efter en ulykke i en have i Aars kort før kl. 18 aften onsdag.

Klokken 17.58 blev der ringet 112, da pigens mor fandt hende livløs på en rutsjebane ved et legetårn i familiens have. I et ubevogtet øjeblik havde pigen taget turen ned ad rutsjebanen.

- Og på en eller anden måde, da pigen rutsjer ned, får hun en snor, som hænger i et håndtag, viklet om halsen. Hun hænger livløs på rutsjebanen og bliver så fundet af sin mor, fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Han forklarer, at pigen ifølge forældrene var uden opsyn i haven i fem-ti minutter.

Ambulancereddere var i fuld gang med genoplivning, da politiet kom til adressen.

Efterfølgende blev den lille pige kørt i ambulance med politieskorte til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne onsdag aften kæmpede for hendes liv.

Politiet seneste melding om pigens tilstand - fra klokken 00.50 natten til torsdag - er, at hun fortsat er i kritisk tilstand, men dog stabil.