Løgstør Open Air gav 118.000 kr.

Efter at være kommet ud med et flot overskud, så ligger det fast, at der også bliver koncert i Christiansmindeskoven i 2020

Lasse Damsgaard
Løgstør Open Air, der blev afholdt 1. juni i Christiansmindeskoven i Løgstør, gav 118.000 kr. i overskud. Arkivfoto: Claus Søndberg
9. august 2019 10:02

LØGSTØR: Løgstør Open Air bliver også afviklet i 2020. Det ligger fast efter musikarrangementet i år kommer ud med det som arrangørerne selv betegner som et flot overskud.

118.000 kr. blev der ud af anstrengelserne - penge som nu kommer til at flyde videre til ungdomsarbejdet i Løgstør Idrætsforening. Hele overskuddet tilfalder nemlig LIF, som står bag Løgstør Open Air.

I år havde 1600 gæster købt billet til koncerten, som traditionen tro blev afholdt på festpladsen midten i den fredede Christiansmindeskov.

- Overalt på pladsen herskede den gode stemning hvor folk i alle aldre grinede, snakkede og festede til tonerne af Lune Carlsen, Michael Learns To Rock, Sko og Torp, Hardinger band og ikke mindst Rasmus Bjerg der ”forklædt” som John Mogensen gav den max gas fra scenen, siger Løgstør Open Air-formand Jimmy Støttrup, som understreger, at gruppen bag koncerten er glade for at man kan præsentere et overskud som kan gøre gavn i Løgstør Idrætsforening.

Han understreger, at arbejdsgruppen bag koncerten sender en stor tak til de mange frivillige og sponsorer som bakker op om koncerten.

- Løgstør Open Air er et stort aktiv for vores by og det er fantastisk at opleve den opbakning der er blandt vores sponsorer, koncertgæster og alle de mange frivillige som hjælper til i dagene omkring koncerten, siger Jimmy Støttrup, som pointerer, at arbejdsgruppen bag Løgstør Open Air er tilfreds med årets resultat - om end man havde håbet på 2-300 flere gæster som følge af at man i år for første gang havde valgt ikke at afholde koncerten i august måned som man normalt gør, men havde valgt at flytte den til 1. juni i forsøget på at øge antallet af gæster.

- Efter en velfortjent sommerferie trækkes der igen snart i arbejdstøjet med næste års koncert for øje. Koncerten afholdes sædvanen tro i Christiansmindeskoven og den endelige dato meldes ud snarest, lover arbejdsgruppen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...