Mand faldt 25 meter ned i brønd: Slap med brækkede knogler

Beredskab måtte sænke en mand ned i den dybe brønd for at få gårdejer hejst op i en sele

En redningshelikopter var tilkaldt, men kom ikke i aktion. Foto: Henrik Bo

En redningshelikopter var tilkaldt, men kom ikke i aktion. Foto: Henrik Bo

RANUM:En midaldrende gårdejer på Mallevej nær Ranum kom tirsdag morgen slemt til skade, da han under reparation af sin vandindstallation faldt omkring 25 meter ned i en dyb brønd, der kun var omkring en meter i diameter.

Alarmen til Nordjyllands Beredskab lød klokken 07.48, og det var gårdejerens kone, der ringede 112.

- Manden var ved at ordne noget på sit vandværk. Det har han formodentlig gjort mange gange før, men denne gang var han altså særdeles uheldig og faldt hele vejen 25 meter ned i den dybe brønd, forklarer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Allan Frisk.

Beredskabet rykkede med sprøjter fra to stationer i området og en redningsvogn.

- Vi fik kun brug for redningsvognen. Manden havde enten under faldet eller i nedslaget mod bunden af brønden tilsyneladende brækket en arm og et ben. Han havde derfor ingen muligheder for selv at komme op, oplyser indsatslederen.

Først da det præhospitale beredskab overtog gårdejeren, kunne han fikseres, så hans smerter kunne mindskes. Foto: Henrik Bo

Først da det præhospitale beredskab overtog gårdejeren, kunne han fikseres, så hans smerter kunne mindskes. Foto: Henrik Bo

Beredskabet fik rigget en talje op med reb og wirer, som blev forbundet med et spil på redningsvognen. Herefter blev en af brandmændene sænket ned i brønden til den tilskadekomne mand. En sele blev rigget til på gårdejeren, der herefter med forsigtighed kunne hejses op. Efterfølgende blev brandmanden så hejst op.

- Vores opgave var at få manden hejst op så skånsomt som muligt. Det var ikke muligt at fiksere manden, mens vi hejste ham op. Det skete først, da det præhospitale beredskab overtog behandlingen af manden, da vi havde fået ham op, så han må have haft voldsomme smerter under opturen. Men han var ved bevidsthed under hele aktionen, fortæller Allan Frisk.

Ved en opgave af denne art er det også en reel bekymring, om ilten nede i bunden af den 25 meter dybe brød vil slippe op. Så selv om det hele skulle gøres med forsigtighed, så skulle det også ske med en vis hast.

- Mætningen af kulilte kan blive så stor i bunden af så lille en brønd, at den tilskadekomne kunne være død af mangel på ilt. Det skete heldigvis ikke i dette tilfælde, fortæller indsatslederen.

En redningshelikopter var tilkaldt for at fragte manden hurtigst muligt på hospitalet i tilfælde af livstruende skader, men den kom ikke i aktion.

- Manden er blevet kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital. Og han har været utrolig heldig med at slippe med brækkede knogler efter et så voldsomt fald 25 meter ned, lyder det fra Allan Frisk.

Redningsberedskabet kunne pakke grejet sammen ved 09-30-tiden og melde sig færdig med en af de mere usædvanlige opgaver.

- Jeg har været indsatsleder siden 2005, og jeg har aldrig prøvet sådan en opgave før, lyder det fra Allan Frisk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.