Turisme

Ny turistdirektør hentes i Løgstør

Jimmi Stæhr-Petersen (49) bliver chef for det nye turistsamarbejde, Destination Himmerland

Jimmi Stæhr-Petersen - er af et enigt ansættelsesudvalg blevet udnævnt som direktør for det nye himmerlandske turistsamarbejde, Destination Himmerland. Arkivfoto

Jimmi Stæhr-Petersen - er af et enigt ansættelsesudvalg blevet udnævnt som direktør for det nye himmerlandske turistsamarbejde, Destination Himmerland. Arkivfoto

HIMMERLAND:Det bliver den 49-årige Jimmi Stæhr-Petersen, der skal stå i spidsen for det kommende himmerlandske turistsamarbejde, Destination Himmerland.

Den konklusion er et enigt ansættelsesudvalg nået frem til.

- Med Jimmi Stæhr-Petersen får vi en kompetent og visionær profil i spidsen for vores turismeindsats, og jeg er overbevist om, at han er den helt rigtige person til at sikre, at endnu flere turister får øje på de mange gode attraktioner, som vores del af landet har at byde på, siger borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, i en pressemeddelelse om ansættelsen af den nye turistchef.

Jimmi Stæhr-Petersen kommer fra en stilling som direktør for VisitVesthimmerland, og glæder sig nu til den nye udfordring.

- Vi får rigtig meget at tilbyde turisterne med det nye samarbejde. Vi har skønne strande ved Østkysten og Limfjorden, vi har skove og rekreative områder, der indbyder til aktive oplevelser i naturen, og vi har ringborge og historiske minder for dem, der vil mærke historiens vingesus, fremhæver han.

Samtidig lægger Jimmi Stæhr-Petersen vægt på, at Vesthimmerland og Mariagerfjord med den nye fælles turistdestination kommer til at stå stærkere i den internationale konkurrence om turisternes gunst.

- Når vi lægger vores kræfter sammen, får vi meget bedre muligheder for at markedsføre vores del af landet og flere ressourcer til at udvikle vores turistattraktioner sammen med turismevirksomhederne på tværs af de to kommuner, vurderer den nye turistchef, de privat bor i Løgstør og er gift med Ninna Stæhr-Petersen, der er direktør for Comwell HC Andersen-Odeon i Odense.

Jimmi er desuden far til tvillingerne Laura og Kathrine på 17 år.

Destination Himmerland etableres i praksis pr. 1. marts 2020, og som det også i forberedelsesfasen har ligget i kortene, kommer organisationens kontor til at ligge i Aars.

Destination Himmerland afløser de to gamle turistorganisationer, VisitVesthimmerland og VisitMariagerfjord, og den hidtidige turistchef i VisitMariagerfjord, Kristina Lehmann Schjøtt, bliver også en del af den nye himmerlandske destinationsselskab, fremgår det af pressemeddelelsen fra de to involverede kommuner.

Jimmi Stæhr-Petersen kommer som turistdirektør til at referere til en bestyrelse, som i den første to års-periode vil bestå af de to kommuners borgmestre foruden direktørerne for Mariager Saltcenter, Hotel Amerika, Lille Vildmosecentret og Himmerlands Golf & Spa Resort samt formanden for Farsø Turistforening og salgs- og marketingsmanageren for Landal GreenParks i Rønbjerg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.