Penge fra handicapprisen kommer brugere til gavn

Væksthuset i Lendrup ved Løgstør og initiativtageren til Lounsgaard ved Farsø hædret af handicaprådet

Lasse Damsgaard
Flemming Bonde lod pengene gå videre til Lounsgaard - han gav pengene til de to beboere Daniel Liedorp og Michelle Christensen, der var med til prisoverrækkelsen. Foto: Henrik Louis Simonsen
3. december 2018 20:30

VESTHIMMERLAND: En pris til nord - og en pris til syd i kommunen.

Sådan så det ud, da det vesthimmerlandske handicapråd mandag uddelte årets to handicappriser i Vesthimmerland - endda på FNs internationale handicapdag.

Prisuddelingen foregik i byrådssalen i Aars, hvor virksomhedsprisen på 20.000 kr. gik til Væksthuset på Lendrupvej ved Løgstør, mens den private handicappris gik til Flemming Bonde, som tilbage i 1998 etablerede Botilbuddet Lounsgaard/dagbeskæftigelse sammen med sin kone Kirsten Pørtner. Den private pris er på 5.000 kr.

Formanden for handicaprådet i Vesthimmerland, Ella Holm Hansen, havde æren af at overrække begge priser sammen med rådets næstformand, Doris Lauritzen.

Ella Holm Hansen understregede i sin begrundelse for tildelingen af prisen til Flemming Bonde, at det et helt unikt sted, som blev skabt for 20 år siden for de udviklingshæmmede i de smukke omgivelser ved Hvalpsund på Lounshalvøen i det sydlige vesthimmerland.

Parret etablerede i 1998 et bo-, arbejds- og undervisningstilbud for udviklingshæmmede, og inspirationen opstod under et projekt, hvor unge udviklingshæmmede skulle hjælpe til på et økologisk landbrug og gartneri.

- Da Lounsgaard startede på frivillige basis var der kun en enkelt beboer. Indtil nu har 40-50 unge haft oplevelser af at bo på stedet, sagde Ella Holm Hansen, som fortalte, at Flemming Bonde forlod stillingen som leder af tilbuddet i 2010, men i dag arbejder som leder af dagbeskæftigelsen trods sine 73 år.

- Flemming har været utrolig engageret i at give de unge et helt specielt tilbud om reelt arbejde, en hverdag så tæt på det normale som mulig samt selvstændighedsgørelse hos den enkelte, lød det i Ella Holm Hansens begrundelse for at lade prisen gå til Flemming Bonde.

Flemming Bonde kvitterede et med at sige stort tak, og lod hurtigt pengene gå videre til Lounsgaard. Han overrakte pengene til de to beboere Daniel Liedorp og Michelle Christensen, der var med til prisoverrækkelsen i byrådssalen.

Virksomhedspris

Virksomhedsprisen gik til Væksthuset på Lendrupvej ved Løgstør for arbejdet med at hjælpe unge mennesker med særlige behov ud på arbejdsmarkedet via to socialøkonomiske virksomheder - Jan-Tex, der blev etableret på en tankstation i Løgstør i 2015, samt Blomsteriet, som for få måneder siden blev etableret i Lendrup.

- Væksthuset formår i de socialøkonomiske virksomheder at skabe struktur i hverdagen, trygge rammer - og med stor tillid til de unge, hjælper de dem til at bliver mere og mere selvstændige, lød det i begrundelsen for at sende prisen til Lendrup.

Ella Holm Hansen fortalte, at unge med særlige diagnoser flytter sig fra ikke at kunne tale og/eller opholde sig med fremmede til i dag at kunne betjene kunder på Jan-Tex, mens de unge i Blomsteriet, som har svært ved at koncentrere sig, nu kan binde de smukkeste kranse og buketter selvstændigt hos Blomsteriet.

- Jan-Tex og Blomsteriet viser, at med plads, tillid og trygge rammer kan der skabes gode muligheder for de unge med særlige behov, sagde hun.

Væksthuset har besluttet at de 20.000 kr. skal gå til at udbrede viden om socialøkonomisk virksomheder i et forsøg på at få andre til også at oprette lignende virksomheder - ligesom der også skal bruges lidt af præmiepengene på en intern reception.

Det kunne Trine Severinsen, der ejer Væksthuset sammen med mand Allan, fortælle i sin takketale, hvor hun også løftede sløret for, at Væksthuset selv barsler med endnu en virksomhed. Dog uden at ville konkretisere, hvad planerne eksakt går på.

Begge prisen består - ud over klingende mønt - også af et diplom samt en metalplade til indmuring.

Handicapprisen uddeles hvert år til en eller flere personer, en kommunal arbejdsplads, virksomheder, organisationer eller foreninger i kommunen, som har gjort en særlig indsats for mennesker med handicap. Det er handicaprådet, som udvælger årets modtagere blandt de indsendte indstillinger.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...