Trafikuheld

Pige blev vinket frem i kryds - og påkørt: Politiet søger vidner

Politiet undersøger, om påkørslen er sket med vilje

Arkivfoto

Arkivfoto

LØGSTØR:Nordjyllands Politi efterlyser nu vidner i en sag fra Løgstør, hvor en 16-årig pige er blevet påkørt - måske med vilje.

Episoden foregik mandag den 4. november mellem klokken 17 og 18, hvor en 16-årig pige skulle over krydset mellem Dragsdalsvej og Bredgade.

I krydset holdt en rød bil stille for den 16-årige pige. Føreren af bilen fik øjenkontakt med pigen, hvorefter han gav tegn til, at hun kunne krydse vejen, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Da pigen trådte ud på vejen for at krydse den, satte bilen i gang – og den 16-årige pige blev påkørt på bilens højre side. Herefter forsvandt bilisten i østlig retning.

Lederen af politiets efterforskning, politikommissær Simon Hjorth Jacobsen, oplyser, at politiet efterforsker sagen som en mulig forsætlig påkørsel.

- Omstændigheder omkring påkørslen skal vi dog have undersøgt nærmere, før vi kan udtale os yderligere om sagen, siger Simon Hjorth Jacobsen.

Pigen er chokeret oven på hændelsen, men hun kom ikke alvorligt til skade ved påkørslen.

Nordjyllands Politi efterlyser i forbindelse med sagen en rød bil, muligvis af lidt ældre årgang. Føreren af bilen beskrives som en mand på 35-40 år.

Har man set noget omkring det pågældende tidspunkt, eller har man andre oplysninger i sagen, så skal man ringe til politiet på 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst