Nu er der nyt i strid om tjener Boldt

Gammelt kort over matrikel giver uventet drejning i sag om gavlmaleri

Selv om det populære maleri af Matador-tjener Boldt unægteligt sidder fast på gavlen, så står det faktisk på nabogrunden, viser et kort over matriklen. Det kan måske redde værket. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Selv om det populære maleri af Matador-tjener Boldt unægteligt sidder fast på gavlen, så står det faktisk på nabogrunden, viser et kort over matriklen. Det kan måske redde værket. Foto: Kim Dahl Hansen

AARS:Det handler om et maleri, som en hel by kan lide, og som alle godt vil bevare. Men enkelt er det ikke, når det gælder billedet af tjeneren Severin Boldt fra Jernbanehotellet, spillet af bysbarnet Per Pallesen i den legendariske tv-serie Matador.

Gavlmaleriet på Kimbrertorvet og Himmerlandsgade er på to år blevet et populært midtpunkt i Aars, og meldingen om at det står til at blive malet over næste sommer, har udløst lokale protester.

Gavl-leje: 30.000 kr.

Årsagen er, at det koster 30.000 kroner om året at leje gavlen af husets ejer. Penge som byens handelstandsforening har betalt de første to år, men ikke ser sig i stand til at finde mere, når kontrakten udløber til august.

Handelstanden  har opfordret andre at træde til og finde beløbet, hvis ikke man kan snakke sig til en anden løsning med gavlens og husets indehaver.

Men det bliver måske ikke nødvendigt.

Ganske vist sidder gavlen indiskutabelt fast på huset, Men gavlen står ifølge Nordjyskes oplysninger faktisk ikke på husets jord, men på nabogrunden. Hvad årsagen er, fortaber sig umiddelbart i historiens tåger. 

Borgmester bekræfter

At det forholder sig sådan bekræfter borgmester Per Bach Laursen (V).

- Når man ser matrikelkortet er det tydeligt, at gavlen står på den anden side af skellet, der hvor Kimbrertorvet er. Og den grund er kommunens, forklarer han.

Per Bach Laursen håber dog stadig på, at man får lavet en god og mindelig aftale med ejeren.

Handelstand håber

Heller ikke hos handelstandsforeningen har man andet håb end at komme godt videre med gavlmaleriet. Ifølge formand Jørgen Sørensen er det ikke på tale at bede om at få lejebeløbet - eller en del af det - refunderet.

Blot vil man godt have en holdbar aftale for maleriet. Og at handelstanden ikke skal fortsætte med at betale regningen.