Tillid til boligforening forsvandt efter katastrofe-flytning

Det, der skulle have været en gnidningsfri flytning til deres sidste bolig, endte for Martin Hedegaard og Mona Storgaard med at smadre forholdet til Aars Boligforening

Ægteparret Martin Hedegaard og Mona Storgaards tillid til Aars Boligforening har lidt et alvorligt knæk, efter deres længe planlagte flytning fra én almennyttig bolig til en anden i sommer gik fuldstændig skævt. De føler sig svigtet og skidt behandlet af boligforeningen.  <i>Foto: Martél Andersen</i>

Ægteparret Martin Hedegaard og Mona Storgaards tillid til Aars Boligforening har lidt et alvorligt knæk, efter deres længe planlagte flytning fra én almennyttig bolig til en anden i sommer gik fuldstændig skævt. De føler sig svigtet og skidt behandlet af boligforeningen.  Foto: Martél Andersen

AARS:Udsigten fejler ingenting - faktisk er den decideret imponerende her fra Martin Hedegaard og Mona Storgaards stue på tredje sal i en af boligblokkene i Himmerlandsparken, ejet af Aars Boligforening, i Aars.

De flyttede ind i juni i år, og egentlig passer den perfekt til dette sidste kapitel af deres liv - den ligger centralt, der er ingen stor have at holde, og der er elevator.

Alligevel sidder Martin Hedegaard, 76 år, og Mona Storgaard, 74 år, med en træls følelse i maven. For det, der skulle have været en nem og nøje planlagt flytning, endte kaotisk og ubehageligt - og det har ødelagt deres forhold til Aars Boligforening.

Parret har valgt at stå frem med sin historie, efter Nordjyske i en række andre artikler har bragt kritik af Aars Boligforening frem i lyset.

- Det har været hårdt. Det har været ikke bare fysisk, men også psykisk belastende at skulle igennem det her slagsmål med boligforeningen. Det havde vi jo aldrig forestillet os, at vi skulle opleve, siger Martin Hedegaard.

Parret har været lejere hos Aars Boligforening siden 1999, hvor de flyttede ind i et af Aars Boligforenings huse på Sdr. Boulevard i Aars. Her nåede de at bo i 23 gode år.

- Vi har altid rost Aars Boligforening og virkelig snakket den op, når vi fik muligheden for det. For vi har været så glade for at være lejere hos dem. Da vi flyttede ind, var der højt til loftet i foreningen, der var ingen problemer med at få noget lavet eller udbedret, og tit havde vi en fornemmelse af, at boligforeningen på alle mulige måder gjorde mere, end den var forpligtet til for sine lejere, siger Mona Storgaard.

Men det billede har langsomt ændret sig de seneste år, fortæller ægteparret - og deres oplevelser i sommer har for alvor fået det til at krakelere. 

Beskidt overalt

Det begyndte 1. juni, da Martin Hedegaard troppede op i lejligheden i Himmerlandsparken for at få udleveret nøglen. Den tidligere lejer var rykket ud to uger tidligere, vidste han, så boligforeningen efter vanlig praksis kunne gøre lejligheden i stand inden næste lejer.

Efter kontroversen med Aars Boligforening har parret overvejet, om det var bedre at flytte igen. Men de er glade for lejligheden og udsigten, så de har alligevel bestemt sig til at blive, selv om mavefornemmelsen ikke længere er den bedste. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Efter kontroversen med Aars Boligforening har parret overvejet, om det var bedre at flytte igen. Men de er glade for lejligheden og udsigten, så de har alligevel bestemt sig til at blive, selv om mavefornemmelsen ikke længere er den bedste. Foto: Martél Andersen

Derfor forventede han at komme op til en overtagelsesklar bolig. Men det var på ingen måde tilfældet, fortæller han.

- Som lejer får du en alenlang liste med ting, der skal være gjort rent, når du fraflytter en bolig i Aars Boligforening - blandt andet skal rister og vandlåse være rene, og man skal have haft komfur og køleskab ud fra væggen for at gøre rent. Og når så der er blevet malet og ordnet gulve, har boligforeningen et rengøringsfirma til at komme og løbe det over igen. Så jeg var chokeret, da jeg så lejligheden, fortæller Martin Hedegaard.

- Der var beskidt overalt. Gulvene var ikke blevet slebet, selv om de trængte til det. Komfuret var klistret af gammelt fedt. Og på væggene var der folder i tapetet og tydelige huller efter den tidligere lejer, som var blevet spartlet meget dårligt, fortæller Martin Hedegaard, der allerede havde betalt et indskud på 31.000 kroner.

Da han påpegede det, var der dog ikke meget forståelse at hente. Projekt- og administrationschef Henrik Larsen var med oppe og se lejligheden et par dage senere, og her udviklede det sig ifølge parret til et regulært skænderi mellem Henrik Larsen og Mona Storgaard.

- Han kunne overhovedet ikke se, at der ikke var gjort ordentligt rent, og han halvgrinede bare lidt af det, vi sagde, husker hun.

Måtte aflyse alt

Det endte dog med, at Aars Boligforening gik med til på ny at sende et rengøringshold og en maler ind i lejligheden. Men det gav nye udfordringer for Martin Hedegaard og Mona Storgaard.

De skulle nemlig være ude af deres daværende bolig 15. juni, og derfor havde de bestilt flyttefirma til at flytte deres største møbler 7. juni. Men det måtte aflyses, da lejligheden ikke var klar til at sætte møbler ind i - og flyttefirmaet havde ikke hul i kalenderen andre dage.

Samtidig afbestilte parret også det rengøringsfirma - det samme, som Aars Boligforening benyttede sig af -  som for cirka 6000 kroner skulle have klaret slutrengøringen i huset på Sdr. Boulevard.

- Da vi fandt ud af, hvad standarden var, ville vi simpelthen ikke betale for det. Så ville vi hellere gøre det selv, siger Martin Hedegaard, der i stedet måtte bede venner og familie om hjælp til flytningen og rengøringen.

- Og det gik da også. Vi bor her jo nu. Men vores venner er jo lige så gamle, som vi er, så det har været en hård omgang. Og Mona er ikke rask, hun døjer med både lunger og hjerte og smerter fra et tidligere brud på rygsøjlen, så det tog ret hårdt på hende, at det blev så presset, og at vi havde håndværkere til at gå her, længe efter vi var flyttet ind, siger Martin Hedegaard.

Kaldt til møde

Det værste har dog været reaktionerne fra ledelsen hos Aars Boligforening hele vejen igennem forløbet, synes parret. Et halvt år efter sidder den oplevelse stadig i kroppen på Martin Hedegaard.

For ikke nok med, at man kun modvilligt gik med til at give deres nye lejlighed en tur mere, så opstod der også nye problemer, da Martin Hedegaard i juli rykkede boligselskabet for at få indskuddet og en godtgørelse udbetalt efter flytningen fra Sdr. Boulevard.

I alt drejede det sig om 21.000 kroner.

- På det tidspunkt var jeg allerede løbet ret sur i det, så jeg blev nok lidt barsk i tonen i den mail, jeg skrev til administrationen. Og så blev jeg kaldt til møde på boligforeningens kontor, siger Martin Hedegaard.

Martin Hedegaard blev kaldt til møde med ledelsen i Aars Boligforening den 2. august - her sagde direktør Brian Larsen direkte, at det nok var bedst at flytte, når man var så utilfreds med sin boligforening. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Martin Hedegaard blev kaldt til møde med ledelsen i Aars Boligforening den 2. august - her sagde direktør Brian Larsen direkte, at det nok var bedst at flytte, når man var så utilfreds med sin boligforening. Foto: Martél Andersen

Direktør Brian Larsen og projekt- og administrationschef Henrik Larsen deltog i mødet, som fandt sted 2. august, husker han. Her forsøgte direktøren først at få afklaret, hvad der var gået galt.

- Men ret hurtigt sagde han så, at hvis jeg ikke var tilfreds med boligforeningen, skulle jeg nok finde et andet sted at bo. Havde de så bare anerkendt, at det havde været noget skidt med den flytning og sagt undskyld, men i stedet smågrinede de bare igen, siger Martin Hedegaard.

- På et tidspunkt stirrer Brian Larsen længe stift på mig, og så siger han, at boligforeningen skal omtales loyalt og ikke negativt i byen, tilføjer Martin Hedegaard, der kort efter forlod mødet.

Siden har parret ikke haft kontakt med hverken viceværter eller ledelse i Aars Boligforening. Mona Storgaard har flere gange haft lyst til at finde et andet sted at bo, men parret har alligevel valgt at blive boende.

- Jeg er som sådan ikke utilfreds med at være lejer hos Aars Boligforening, og der er heller ikke noget i vejen med vores bolig. Men jeg er utilfreds med den behandling, vi har fået i det her forløb. Der er sket noget, der ikke burde være sket. Jeg er så gal, siger Martin Hedegaard.

Boligforening: - Det har været småting

Direktør i Aars Boligforening, Brian Larsen, kan godt huske kontroversen med Martin Hedegaard og Mona Storgaard. Men han mener ikke, at boligforeningen lod parret overtage en lejlighed, der ikke var i orden.

- Det her er den første klagesag på viceværten, vi har haft i Himmerlandsparken. Og jeg synes, det har været småting, de har påpeget, som for eksempel en rist og en vandlås, som ikke var gjort rent på bagsiden. Tingene skal selvfølgelig være i orden, men der kan være meget andet, der er vigtigere, siger Brian Larsen.

Men det er jo noget af det, I stiller som krav til fraflyttende lejere - skal I ikke selv leve op til de krav?

Jo, selvfølgelig skal vi det. Men der er jo to versioner af den her historie.

Jeg vil meget gerne høre din version.

- Ja, men det vil jeg ikke gå ind i. Det kan for hurtigt ende som mudderkastning.

På mødet 2. august husker Martin Hedegaard, at du sagde, at boligforeningen skulle omtales positivt og loyalt udadtil. Har du sagt sådan?

- Jeg har sagt, at vi gerne vil have tilfredse lejere. Det er noget, vi arbejder hårdt for hver eneste dag hele vejen rundt i Aars Boligforening. Men vi kan løbe ind i, at nogle lejere har så store krav til os, at vi aldrig kan leve op til dem, og så ender vi med at gå fejl af hinanden. Hvis det kommer til at fylde alt for meget og ødelægger ens dag, så kan det være, at man bliver nødt til at finde et andet sted at bo.

Noget af kritikken her går på, at I har mødt parrets klager med grin. Er det noget, du kan genkende?

- Nej, det kan jeg ikke. Vi har en rigtig god stab med dygtige medarbejdere her i Aars Boligforening.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.