Her er der flest smittede i Nordjylland

Antallet af nysmittede ligger fortsat omkring det niveau, der i forrige uge indbragte kommunen en kedelig førsteplads i Nordjylland

26 vesthimmerlændinge - heraf 16 i aldersgruppen 0 til 40 år - blev i den forgangne uge registreret smittede med corona-virus. Arkivfoto

26 vesthimmerlændinge - heraf 16 i aldersgruppen 0 til 40 år - blev i den forgangne uge registreret smittede med corona-virus. Arkivfoto

Vesthimmerlands Kommune skal vist være glad for, at det i andre dele af Nordjylland går bedre med at holde corona-smitten i ave.

Ellers er det måske ikke sikkert, at Vesthimmerland var blevet omfattet af den regionale genåbning, som nu ser ud til at blive meldt ud i løbet af onsdagen.

Efter flere uger med lave smittetal på lokalt plan tog corona-smitten i uge 6 lidt af et hop til 30 smittede på en uge.

Dermed placerede Vesthimmerland sig pludselig som den kommune i Nordjylland med det klart højeste incidenstal - og trods ihærdige lokale anstrengelser for at komme smitten til livs er det er stadig omtrent det niveau, kommunen befinder sig på.

Helt præcist blev der i perioden 15.-21. februar registreret 26 nysmittede i Vesthimmerland - fortrinsvis i de yngre aldersgrupper. 16 af de 26 nysmittede befinder sig således i intervallet 0-40 år.

Rent geografisk er det stadig Aars-området, der er hårdest ramt, som det fremgår af kommunens opdaterede corona-kort, ligesom der også i Hornum og omegn blev konstateret mellem fem og ti smittede i den forgangne uge.

I resten af kommunen ligger corona-smitten fortsat på et mere moderat niveau.

Vesthimmerlands Kommune skruer i øvrigt i de kommende uger endnu mere op for corona-kommunikationen og vil i fremtiden bestræbe sig på at gøre corona-status to gange om ugen: Tirsdag og fredag.

Samtidig vil det nu også blive meldt ud, hvilke aldersintervaller de smittede befinder sig i.

Illustration: Vesthimmerlands Kommune

Illustration: Vesthimmerlands Kommune

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.