Vidne slået af tyv: - Jeg smadrer dig

42-årig mand forhindrede indbrud, men gerningsmanden blev voldelig

Genrefoto: Kim Dahl Hansen

Genrefoto: Kim Dahl Hansen

AARS/ARDEN:En 42-årig mand fra Aars blev mødt med grove trusler og fik et slag over armen, da han overraskede en tyv.

Manden kom forbi i Jyllandsgade i Aars, hvor han opdagede gerningsmanden, der var ved at bryde ind. Vidnet råbte ad fyren, og det fik ifølge politiet tyven til at standse sit forehavende. Men han blev også truende og råbte til vidnet: ”Jeg smadrer dig”.

Herefter slog tyven ud med en pose med et hårdt indhold, som ramte den 42-årige over armen. Kort efter hoppede manden ind i en sort Peugeot 207 med en medgerningsmand vedrattet. De to drønede bort fra stedet.

Indbrudsforsøget skete mandag morgen, og politiet forsøgte i timerne efter at finde den sorte Peugeot, men uden held.

Kvinde afslørede tyv

En tyv blev mandag også standset i sine ugerning på Solgårdsgade i Arden. Ved 13.30-tiden sad en 67-årig kvinde på sin terrasse, da hun opdagede, at en mand var ved at kravle ind ad et vindue, som stod åbent.

Kvinden råbte ad tyven, som stak af i løb. Gerningsmanden beskrives som en mand på cirka 30 år, almindelig af bygning, 170 cm høj og iført en sennepsfarvet t-shirt og mørke shorts.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.