EMNER

Veteran er dybt rystet

Jørgen konradsen var i ilden som folketingskandidat - her i Hobro - da Ny Alliance deltog i valgkampen for godt et år siden. Arkivfoto: Martin Damgaard

Jørgen konradsen var i ilden som folketingskandidat - her i Hobro - da Ny Alliance deltog i valgkampen for godt et år siden. Arkivfoto: Martin Damgaard

NORDJYLLAND:Den eneste af Liberal Alliances tre nordjyske folketingskandidater, der har været opstillet siden stiftelsen af Ny Alliance, overvejer sin fremtid i partiet "meget alvorligt" efter Naser Khaders farvel. - Han var årsagen til, at jeg gik med. Det var hans personlighed og livssyn, jeg ville bakke op bag. Nu går han, og jeg er dybt rystet, siger turistbuschauffør Jørgen Konradsen fra Ranum. Om det ender med, at også han melder sig ud, vil afhænge af drøftelser med baglandet den kommende uges tid. - Jeg skylder mine kolleger at drøfte dette her. Men jeg må være ærlig at sige, at det hele smuldrer lige nu. Vi skal være liberale, men ikke tosseliberale. Og jeg er bange for, at det, der sker nu, er udtryk for, at det er de tosseliberale, der tager over, siger Jørgen Konradsen. Andre gode folk Da partiets nordjyske afdeling i december opstillede folketingskandidater, markerede jurastuderende Jesper Veiby fra Aalborg sig som den mest liberale af de tre, der blev opstillet. Jesper Veiby er ikke nær så pessimistisk som Jørgen Konradsen over for den aktuelle situation: - Det er ærgerligt, at Khader går, for han er sympatisk og har nogle gode værdier. Men der er andre gode folk, så jeg tror på, at vi kan fortsætte med den fornuftige linje, Liberal Alliance har udstukket, siger Jesper Veiby.