EMNER

"Veteran"-hjemmeside på vej til web-kirkegården

SINDAL:Forleden kunne vi berette om, at Hjørring Handelsstandsforening havde lidt røde ører, fordi foreningens hjemmeside ikke var blevet opdateret i nogle måneder - hvilken farve ørerne på formanden for Sindal Handelsstandsforening har, skal vi lade være usagt, men det er lykkedes lillebroderen i Sindal at slå storebroderen i Hjørring med mere end både mulehår og hentehår. Sindal Handelsstandsforenings hjemmeside er således ikke blevet opdateret siden september 2003. Men denne "veteran"-hjemmeside kan dog snart skimte web-kirkegården i horisonten. - Hjemmesiden bliver nedlagt her i første kvartal. Sindal Udviklingsråd er ved at få udarbejdet en hjemmeside, som dækker både handel, erhverv og turisme og, og dermed slipper vi af med vores problem med en hjemmeside, der ikke er opdateret. Det bliver ikke noget problem med den nye side, da den skal vedligeholdes under udviklingsrådets sekretariat, siger formanden for Sindal Handelsstandsforening, Tommy Høj. Udviklingsrådet er allerede stiftet, og i løbet af den kommende tid skal handelsstandsforeningen holde både ordinær og ekstraordinære generalforsamlinger, så man kan træde fuldstændigt ind i udviklingsrådet sammen med erhvervsråd og den lokale turisme.