Turisme

Veteranbus med appel

HALS:Den nye turistchef, Kim Ry Jensen, rundede i går et af turistbureauets nye sommer-tiltag af. Det skete med en konstatering, at der på ny havde været tale om en populær succes. Det drejede sig om den af turistbureauet lejede vete-ranbus fra 1939, der på torsdage har kørt turister ud på en nostalgisk oplevelses-tur. - Vi har kørt tre gange, og bussen var fyldt op både første og sidste gang, mens det samme næsten var tilfældet sidste torsdag. Så det er noget, vi vil forsøge os med igen næste år, siger Kim Ry Jensen. På den nostalgiske bustur gjaldt det i Hals blandt andet et kig på havnen og skansen, hvorefter der i Hou blev gjort et stop ved traktørstedet Skovsgaards Raaling, så den medbragte mad kunne fortæres i de hyggelige omgivelser. Derefter gik turen videre til Dronninglund Slot og en rundvisning dér, inden turen igen gik sydpå via Ulsted, hvor møllen med de nye møllevinger også blev beundret af turdeltagerne, samt Holtet og Gaaser, så det sidste stræk til Hals foregik langs Limfjorden. Ideen med de nostalgiske veteranbusture er én af en forholdsvis beskeden række af tiltag, som Kim Ry Jensen i år har søsat, mens både han og den nye turistforening har bestræbt sig på at finde et holdbart fodfæste efter den gamle turistforenings konkurs i slutningen af 2002. Blandt disse har også været den tilbagevendte salutkanonéring og velkomstmøder på turistbureauet.