Veteraner dribler videre på og uden for banen

HOBRO:Hobro IKs old boys fodboldafdelings ældste aktive medlemmer, hvoraf flere for længst i fin form har driblet forbi 60 års dagen, foregår andre med et godt eksempel. De møder flittigt og pligtskyldigt op til træningssamlingerne hver eneste søndag formiddag året rundt uanset vejr og vind, og når deres forening kalder til generalforsamling, er de der også - næsten alle som en af de 33 aktive medlemmer samt nogle af de 12 passive. Sådan var der også i år, da et godt stykke over 30 spillere varmede op til generalforsamlingen med en five a side turnering på de frosthårde baner. Og efter et varmt bad og en kold pilsner mødte de op til suppe, præmieoverrækkelse og generalforsamling. Her aflagde Steen Langballe i fravær af formanden Svend Erik Graagaard beretning og noterede med en vis tilfredshed, at de gamle spillere også gørdet godt i de respektive turneringer. Det ene hold vandt sågar sin turnering. Bestyrelsen vil i den ny sæson som noget nyt tilmelde et ekstra hold for spillere over 40 år. Kassereren Hugo Schön Christensen kunne berolige medlemmerne med, at der også er styr på finanserne. Old boys foreningen har en kassebeholdningen på 11.623 kr., og der lægges op til et uændret kontingent i den kommende sæson. Til bestyrelsen genvalgtes Niels Rasmussen, mens Hans Nybo nyvalgtes i stedet for Hugo Christensen, der ikke ønskede genvalg. Han har dog indvilget i at fortsætte som kasserer uden for bestyrelsen i det kommende år.