Hjallerup

Veteraner kørt frem

Stumper og dele til gamle køretøjer kan erhverves i weekenden

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Veteranbiler af forskellige mærker og årgange har i weekenden fundet vej til Hjallerup.

HJALLERUP:Entusiastiske og nostalgiske personer med forkærlighed og interesse for gamle veterankøretøjer er i weekenden samlet til træf hos Hjallerup Mekaniske Museum, hvor der er rig mulighed for at gøre en god handel med dele og stumper til lige akkurat det mærke og model, som står derhjemme og venter på at blive forskønnet.

For ottende gang sørger museets omkring 150 medlemmer for stadepladser, og næsten 20 af slagsen var på plads trods perioder med regnvejr.

- Vejret er vi ikke herre over, men ellers sørger vi for, at alt andet klapper, siger museumsforeningens formand, Jan Sølver Svendsen, der selv har to veterantraktorer af mærkerne Kramer og Porsche med på weekendens træf.

- De er fra 1960'erne, og netop traktorer fra den periode har min store interesse, men mulige nye stumper til dem har jeg ikke haft tid til at kigge efter endnu, forklarede formanden lørdag eftermiddag.

På førstedagen af det motorhistoriske træf var der ellers lystig handel med stumper blandt de omkring 400 publikummer, som udover at finde de helt rigtige stumper og dele også kunne tage Hjallerup Mekaniske Museum i nærmere øjesyn.

Imponerende samling

Museet i udkanten af Hjallerup huser en imponerende samling af forskelligt mekanik fra tidligere tider, og udover veteranbiler og ditto traktorer er der motorcykler, fly og stationære motorer, der blev benyttet på store gårde og på produktionsvirksomheder.

Der er også omkring 250 gamle radio- og fjernsynsapparater helt tilbage fra 1940’erne, og senest er Hjallerups gamle biograf blevet udstillet i den omkring 2.000 kvadratmeter store museumshal, der tidligere var ridehal.

- Medlemmerne af foreningen bag museet har selv sørget for at finde hovedparten af de mekaniske ting, siger Jan Sølver Svendsen.

- Og selv om vi arbejder med historiske køretøjer satser vi i øjeblikket på et samarbejde med en lokal motocrossklub, så vi også kan få de unge med.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.